25 september 2017
By-koncept med privat-offentlige eksportzoner i Afrika
Af: Karsten Riise
Afrika kan ikke vente længere.
For at få sat skub i sagerne, har jeg udarbejdet et detaljeret koncept for by- og virksomhedsudvikling i Afrika, som jeg har sendt til udenrigsminister Samuelsen, udviklingsminister Tørnæs, EU Kommissær Mogherini, EU Parlamentets præsident Tajani, relevante EU-udvalg, et udsnit af Afrikanske og andre diplomatiske repræsentationer – samt større pensionskasser og private virksomheder – vedhæftede detaljeret koncept på engelsk.
Mit koncept bygger på et forslag, som jeg sendte 27 marts 2017 til Sierra Leones præsident Ernest Bai Koroma (kopi nederst i denne mail).
Her følger kort beskrivelse af mit privat-offentlige Afrika byzone og eksport-koncept:
Afrika kan – byer og eksport
Kina startede sit økonomiske mirakel ved at etablere særlige økonomiske (eksport) zoner ved kysten. Etnisk kinesiske kapitalister fra Hong Kong og Taiwan blev tiltrukket, og etablerede eksporterende fabrikker i disse zoner. Zonerne havde fra starten autonomi, blandingsøkonomi med staten, og blev dygtigt dirigeret. Efterhånden voksede zonerne, værditilvæksten og lønningerne steg, og nye zoner, som i starten tiltrak med lav løn, blev etableret længere og længere inde i landet.
Lad os designe og udbrede en tilsvarende udvikling i Afrika.
Koncept planlægning – feks. i København
Med byplanlægning fra feks. Københavns Kommune, projekterer Danmark på overordnet plan en zone med fabrikker, boliger, infrastruktur ”et sted ved en havn” i Afrika. I denne planlægning skal et grundkoncept for offentlig administration og udvikling af zonen, virksomheder og befolkninger indgå, herunder struktur for regler. Zonen skal planlægges med alt det basale for europæiske eksport-virksomheder, som vil etablere sig med lave total-omkostninger.
Omkostningerne til dette arbejde deles af et fond med deltagelse af Staten, Københavns Kommune, pensionskasser og større virksomheder, herunder Mærsk. De private definerer, hvad de behøver, for at sådan en zone bliver økonomisk attraktiv, og Mærsk kan sikre logistikken fra zonen i Afrika og til Europa/USA. SAS og andre internationale flyselskaber inddrages, for at koordinere fly- og transitforbindelser.
Staten undersøger på forhånd, hvilke lande i Afrika der ville være interesserede og egnede, og inddrager det bedst mulige partnerland i detail-processen. Samtidig etableres en gruppe af EU- og afrikanske lande, som giver input til processen.
Afrika er attraktiv for etablering af eksport-produktion, fordi sejltiden til Vestlige markeder er kort i forhold til Asien, og lønningerne er lavere i Afrika end mange steder i Asien.
Et interessant start-land er for eksempel Sierra Leone, der har en størrelse som matcher Danmark. Sierra Leone har én af Afrikas største og bedst beliggende naturlige dybtvandshavn.
Jord og administration
Jorden til den påtænkte zone skal på social retfærdig vis overgå fra landbrug (eller uudnyttet), og overdrages til et zone-fond eller lignende selskab, som skal administrere zonen. Dette fond skal have del-ejerskab af den afrikanske stat, måske delejerskab fra tidligere bønder eller landsby-kollektiver, der har leveret jord, samt kapital-ejerskab fra vestlige investorer. Zonen vil også opføre og udleje boliger og butikslejemål, samt etablere marked for bønders salg af fødevarer. Zonen vil tjene på lejeindtægter i Euro fra eksportvirksomheder, i lokal valuta for lokale. Med tiden kan zonen betale de udenlandske investorer ud, når Afrika vil overtage hele ejerskabet. Den danske stat kan deltage som delejer og en slags mægler, der bidrager til at få alle parter bragt sammen.
Jorden skal ikke videresælges, men kun kunne udlejes for feks. 30 år ad gangen, med en overdragelsesret, og højere leje for en ny eksport-virksomhed, når værdien stiger. Derved får zonen mulig del i værditilvæksten fra jordens socialt skabte prisstigning. Værtslandet påtager sig at gennemføre nødvendig særlovgivning. Nødvendig stabilitet sikres af værtslandet med eventuel bistand fra Danmark/EU. Et eksempel på en sådan særlov om Special Economic Zones findes i Indien, og den danske stat kan bistå den afrikanske stat med at formulere en konkret zone-særlovgivning, som varetager alle interessenters behov, herunder god administration og zone-udvikling mange årtier frem.
Start
Når aftalerne om projektet ligger klar, går fondet (i samarbejde med staten, EU, og offentlige og private deltagere) ud og sælger byggeret (med leje af grunden) til private danske og internationale industri-virksomheder, som vil etablere lav-omkostningsproduktion i Afrika. Fuldstændig ligesom når man har projekteret et et stor-center, og har fastlagt aftaler med det offentlige, med investorer, og udførende entreprenører, så udlejer man på forhånd flest mulige af de planlagte butiksarealer, før det opføres. Her ligger projektet bare ikke i Hovedstaden eller Trekantsområdet, men lidt længere væk.
Når det første zone-projekt er godt i gang (gerne i Sierra Leona), så skal mit by-program udvides til mange afrikanske lande, med deltagelse af EU og flere investor-lande.
Først og fremmest har man naturligvis sikret sig samarbejde og opbakning fra EU, FN, Verdensbanken, African Bank for Development og IMF. Måske Kina og Indien også vil være interesseret på sigt – men kør det som et EU projekt. Danmark skal samarbejde med Frankrig, Tyskland samt Spanien og Italien – og med en partnerskabsgruppe af lande i Afrika.
Nye perspektiver i traditionel udviklingsbistand
Dette privat-offentlige vækst-koncept erstatter ikke traditionel udviklingsbistand eller katastrofe-hjælp.
Udviklingsbistand kan få en langt større effekt, ved at blive kombineret med et privat-offentligt projekt for kraftig, langsigtet økonomisk vækst, som her beskrevet. Traditionel udviklingsbistand kan skabe og styrke de brede basis-betingelser for, at langvarig økonomisk vækst kan komme i gang. Traditionel bistand kan også forbedre forholdene for de fattigste landsbyer og by-dele, som (endnu) ikke har mærket den økonomiske vækst. Katastrofe-hjælp kan få samfundet i gang igen, hvis en krise rammer. Alt dette er med til at stabilisere samfundet, fundere væksten, og forkorte tiden indtil det afrikanske samfund bliver rigt nok, til selv at gøre alle disse ting.
By-koncept med privat-offentlige eksportzoner i Afrika
Af: Karsten Riise
Afrika kan ikke vente længere.
For at få sat skub i sagerne, har jeg udarbejdet et detaljeret koncept for by- og virksomhedsudvikling i Afrika, som jeg har sendt til udenrigsminister Samuelsen, udviklingsminister Tørnæs, EU Kommissær Mogherini, EU Parlamentets præsident Tajani, relevante EU-udvalg, et udsnit af Afrikanske og andre diplomatiske repræsentationer – samt større pensionskasser og private virksomheder – vedhæftede detaljeret koncept på engelsk.
Mit koncept bygger på et forslag, som jeg sendte 27 marts 2017 til Sierra Leones præsident Ernest Bai Koroma (kopi nederst i denne mail).
Her følger kort beskrivelse af mit privat-offentlige Afrika byzone og eksport-koncept:
Afrika kan – byer og eksport
Kina startede sit økonomiske mirakel ved at etablere særlige økonomiske (eksport) zoner ved kysten. Etnisk kinesiske kapitalister fra Hong Kong og Taiwan blev tiltrukket, og etablerede eksporterende fabrikker i disse zoner. Zonerne havde fra starten autonomi, blandingsøkonomi med staten, og blev dygtigt dirigeret. Efterhånden voksede zonerne, værditilvæksten og lønningerne steg, og nye zoner, som i starten tiltrak med lav løn, blev etableret længere og længere inde i landet.
Lad os designe og udbrede en tilsvarende udvikling i Afrika.
Koncept planlægning – feks. i København
Med byplanlægning fra feks. Københavns Kommune, projekterer Danmark på overordnet plan en zone med fabrikker, boliger, infrastruktur ”et sted ved en havn” i Afrika. I denne planlægning skal et grundkoncept for offentlig administration og udvikling af zonen, virksomheder og befolkninger indgå, herunder struktur for regler. Zonen skal planlægges med alt det basale for europæiske eksport-virksomheder, som vil etablere sig med lave total-omkostninger.
Omkostningerne til dette arbejde deles af et fond med deltagelse af Staten, Københavns Kommune, pensionskasser og større virksomheder, herunder Mærsk. De private definerer, hvad de behøver, for at sådan en zone bliver økonomisk attraktiv, og Mærsk kan sikre logistikken fra zonen i Afrika og til Europa/USA. SAS og andre internationale flyselskaber inddrages, for at koordinere fly- og transitforbindelser.
Staten undersøger på forhånd, hvilke lande i Afrika der ville være interesserede og egnede, og inddrager det bedst mulige partnerland i detail-processen. Samtidig etableres en gruppe af EU- og afrikanske lande, som giver input til processen.
Afrika er attraktiv for etablering af eksport-produktion, fordi sejltiden til Vestlige markeder er kort i forhold til Asien, og lønningerne er lavere i Afrika end mange steder i Asien.
Et interessant start-land er for eksempel Sierra Leone, der har en størrelse som matcher Danmark. Sierra Leone har én af Afrikas største og bedst beliggende naturlige dybtvandshavn.
Jord og administration
Jorden til den påtænkte zone skal på social retfærdig vis overgå fra landbrug (eller uudnyttet), og overdrages til et zone-fond eller lignende selskab, som skal administrere zonen. Dette fond skal have del-ejerskab af den afrikanske stat, måske delejerskab fra tidligere bønder eller landsby-kollektiver, der har leveret jord, samt kapital-ejerskab fra vestlige investorer. Zonen vil også opføre og udleje boliger og butikslejemål, samt etablere marked for bønders salg af fødevarer. Zonen vil tjene på lejeindtægter i Euro fra eksportvirksomheder, i lokal valuta for lokale. Med tiden kan zonen betale de udenlandske investorer ud, når Afrika vil overtage hele ejerskabet. Den danske stat kan deltage som delejer og en slags mægler, der bidrager til at få alle parter bragt sammen.
Jorden skal ikke videresælges, men kun kunne udlejes for feks. 30 år ad gangen, med en overdragelsesret, og højere leje for en ny eksport-virksomhed, når værdien stiger. Derved får zonen mulig del i værditilvæksten fra jordens socialt skabte prisstigning. Værtslandet påtager sig at gennemføre nødvendig særlovgivning. Nødvendig stabilitet sikres af værtslandet med eventuel bistand fra Danmark/EU. Et eksempel på en sådan særlov om Special Economic Zones findes i Indien, og den danske stat kan bistå den afrikanske stat med at formulere en konkret zone-særlovgivning, som varetager alle interessenters behov, herunder god administration og zone-udvikling mange årtier frem.
Start
Når aftalerne om projektet ligger klar, går fondet (i samarbejde med staten, EU, og offentlige og private deltagere) ud og sælger byggeret (med leje af grunden) til private danske og internationale industri-virksomheder, som vil etablere lav-omkostningsproduktion i Afrika. Fuldstændig ligesom når man har projekteret et et stor-center, og har fastlagt aftaler med det offentlige, med investorer, og udførende entreprenører, så udlejer man på forhånd flest mulige af de planlagte butiksarealer, før det opføres. Her ligger projektet bare ikke i Hovedstaden eller Trekantsområdet, men lidt længere væk.
Når det første zone-projekt er godt i gang (gerne i Sierra Leona), så skal mit by-program udvides til mange afrikanske lande, med deltagelse af EU og flere investor-lande.
Først og fremmest har man naturligvis sikret sig samarbejde og opbakning fra EU, FN, Verdensbanken, African Bank for Development og IMF. Måske Kina og Indien også vil være interesseret på sigt – men kør det som et EU projekt. Danmark skal samarbejde med Frankrig, Tyskland samt Spanien og Italien – og med en partnerskabsgruppe af lande i Afrika.
Nye perspektiver i traditionel udviklingsbistand
Dette privat-offentlige vækst-koncept erstatter ikke traditionel udviklingsbistand eller katastrofe-hjælp.
Udviklingsbistand kan få en langt større effekt, ved at blive kombineret med et privat-offentligt projekt for kraftig, langsigtet økonomisk vækst, som her beskrevet. Traditionel udviklingsbistand kan skabe og styrke de brede basis-betingelser for, at langvarig økonomisk vækst kan komme i gang. Traditionel bistand kan også forbedre forholdene for de fattigste landsbyer og by-dele, som (endnu) ikke har mærket den økonomiske vækst. Katastrofe-hjælp kan få samfundet i gang igen, hvis en krise rammer. Alt dette er med til at stabilisere samfundet, fundere væksten, og forkorte tiden indtil det afrikanske samfund bliver rigt nok, til selv at gøre alle disse ting.
Karsten Riise
Partner & Editor
CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT
