Hvordan bidrager Danmark til Afrikas jobs

udgivet på
Globalnyt.dk
https://globalnyt.dk/content/hvordan-bidrager-danmark-til-afrikas-20-millioner-nye-jobs-hvert-aar

29 august 2017

Hvordan bidrager Danmark til Afrikas 20 millioner nye jobs – hvert år

Af: Karsten Riise

Afrika - fra problem til en spændende løsning.


I to foregående indlæg har jeg i Globalnyt beskrevet behovet for investeringer i Afrikas hurtigt voksende byer, og udfordringen med at skaffe mindst 20 millioner jobs – heraf 14 millioner nye jobs i byerne - hvert eneste år de næste 20 år. Spørgsmålet er, hvordan det lykkes – og hvordan Danmark på en helt ny og stærk måde kan bidrage til noget stort.

Kommentar: Risiko for at fylde Afrika med ny gæld (13.08.2017)

Kommentar: Afrikas byer behøver enorme private investeringer (17.08.2017)

Afrika behøver en meget hurtig udvikling. Europa har en stor interesse heri. Begge dele har jeg beskrevet tidligere. Men hvordan?

Jeg har over længere tid ledt efter nogle af de største langvarige succés-historier for økonomisk udvikling, og jeg har undersøgt deres erfaringer.

Asien er efterhånden næsten overalt succeser. Et vigtigt eksempel er Sydkorea, der startede som et landbrugsland med godsejere, for Koreas industri fra før Koreakrigen lå i Nordkorea.

Korea var ødelagt af japansk besættelse i 1945, og 5 millioner civile blev dræbt i Koreakrigen. Sydkorea var i 1960 lige så fattigt og ødelagt, som nogle af de fattigste dele af Afrika i dag og det var et militærdiktatur.

Kun få af Asiens succeslande har været bare nogenlunde demokratier. Hong Kong var en koloni, Taiwan og stadigvæk Kina ét-parti stater, Malaysia og Singapore nærmede sig én-mandsstyre. Malaysia var ligesom Korea ødelagt af 2. verdenskrig, og senere af borgerkrig og briternes brutale anti-oprørs-krig, som imidlertid måske netop i Malaysias tilfælde endte med en ret høj stabilitet.

Der var og er stadigvæk bunker af korruption i stort set alle Asiens lande, og ikke mindre korruption i det demokratiske Indien. Interessant nok er der stort kun meget lidt korruption i Singapore, som ikke er særlig demokratisk.

Korruption er altså ingen hindring for vækst – og demokrati er ikke en forudsætning.

Næsten hele Asien er efterhånden kæmpe udviklings-succeser med meget få u-landsfrivillige bortset fra Sydasien. Det drejer sig om hastig økonomisk vækst.

Universiteternes ”udviklingsstudier” har i årtier kritiseret og set ned på økonomisk vækst. Men der er altså ikke behov for frivillige til at grave brønde og bygge skoler i landsbyer, når samfundet bliver rigt nok til bare at ringe til et lokalt firma, der gør det professionelt.

Hvad kan Afrika lære af Asiens succésrige vækstlande?

Stabilitet - næsten fremfor alt. Også i Asien har der været folkemord, store krige og højt niveau af ustabilitet. Først når stabilitet indtraf, kunne samfundene komme op igen – selv Cambodia er nu efter folkemordet ligesom Rwanda i Afrika på vej frem.

Hurtigt 100 procent læsefærdighed for alle – her halter Afrika stadig enormt. Alle asiatiske lande er besat af uddannelse. Gerne universitetsuddannelse i udlandet, betalt af stærke familiebånd, ud af høj privat sparsommelighed. Kæmpe investeringer - op til 35-40 procent af bruttonationalproduktet blev taget fra forbrug og brugt til investering. Det medførte flere årtier med så kraftig industri-beskæftigelse, at det kunne opsuge landbefolkningen, der vandrede til byerne, og lange tider med lave lønninger – og med langvarigt konkurrencedygtig og enormt hastigt stigende eksport. Mange familier gav afkald på fremgang, for at børnene kunne komme videre.

Ofte stor ulighed, men i mange steder en ulighed, der ikke i sin helhed gjorde store grupper fattigere, men som tværtimod gav langvarig fremgang til større og flere grupper. I Sydkorea, for eksempel, steg uligheden ifølge faglitteratur generelt ikke.

Nogle samfund satsede på store, tunge virksomheder (Sydkorea), andre på noget mindre virksomheder (Taiwan).

Eksporten betalte for kæmpe import af den nyeste (vestlige) teknologi, men forbrugsgoder til eget behov producerer Asien selv. Asien er ikke bange for at lære, og at kopiere betyder blot at ”indhente hurtigere”. Trods start med billig-produkter, havde disse samfund imidlertid allerede fra start hurtigt fokus på en stigende andel af egne originale produkter baseret på lokale idéer, voksende mængder, services (IT, bl.a.), konstant stigende kvalitet og værdi.

Knallerter, små biler, transistor-radioer og små kopierings-maskiner kom til Vesten fra Asien, netop fordi asiaterne manglede penge og plads – samfundene udviklede selv løsninger på deres behov, og det gav dem unikke eksport-produkter.

Efterhånden som arbejdskraft-reserven på landet svandt ind, så steg lønningerne i Asiens byer hurtigt, og succes-samfundene øgede videns-indholdet af deres produkter, og udviklede globale services, så de kunne betale de højere lønninger.

Da Singapore for eksempel havde fået succes gennem billigproduktion, hævede regeringen bevidst minimumslønningerne for at ”få plads” til mere værdiskabende virksomheder. Klare regler, love og ”institutioner”, og lav korruption, som prædikes overfor Afrika af politikere, NGO’er og professorer og regeringer i Vesten, eksisterer ikke i Kina. Men dét har i 30 år ikke stoppet Kinas vækstmirakel.

Virksomme politikker til et moderne Afrika

Det gør virkelig indtryk, når jeg læser hvor dygtigt og fremadtænkende de ansvarlige for Kinas Særlige Økonomiske Zoner arbejder aktivt med til at udvikle erhvervs- og byudviklingen i zone-områder som Shenzhen i tæt samspil med virksomhederne.

Somme tider går kinesiske zone-myndighederne endda ind og fremmer sammenlægning af små virksomheder indenfor en konkret industri (f.eks. sko) med for lav eksport-kvalitet, og de fremmer aktivt virksomhedernes design-niveau og mekanisering (feks. i tekstilindustrien).

Inspireret af Kina, søger jeg at inspirere regeringer i Afrika til at etablere Special Economic Zones (SEZ). Afrika behøver eksportadgang for kvalitetsprodukter og ydelser i stor skala til rige markeder, EU og USA.

Der er også brug for en række andre tiltag:

·         Små offentlige sektorer (i vestlig forstand) og lave skatter.

·         Bankhemmelighed og handelscentre som Singapore og Hong Kong, for at tiltrække penge og motivere investering.

·         Stor sammenblanding af private og statslige interesser (dét gør Vesten også, bare mere ”diskret”).

·         Erhvervsmuligheder - udenlandske virksomheder og investeringer i større skala – men som i Asien på betingelser, hvor samfundene selv har en stor ejer-andel eller grad af kontrol.

·         Asiatiske samfund har tilsyneladende i mindre grad end f.eks. Latinamerika haft eliter og fagforeninger, som har holdt resten af samfundet ude fra udviklingen, med en langsommere og smallere vækst som resultat.

Asiatiske eliter er ofte stærke og ikke altid særlig demokratiske, men de er generelt kompetente og arbejder aktivt for en hastig værdiskabende udvikling i hele samfundet.

Dygtige asiatiske eliter har ofte set succesrig vækst som nødvendig for at undgå udenlandsk dominans, og bevare stabilitet (inkl. magten). Afrika har mange eliter, som også arbejder dygtigt for hastig udvikling af deres samfund, men Afrika behøver endnu flere.

Asiatiske samfund er meget bevidste om deres kultur, og bruger højhuse som ’Taipei 101’ til at markere identitet.

Afrika må bevidst omsætte sin levende afrikanske landsby-kultur til markante afrikansk storby-identiteter, ikke kun i en afrikansk arkitektur-form, men ekstremt vigtigt også i en afrikansk storby-livsform.

Udvikling af konkurrencedygtig afrikansk industri, håndværk, marketing-services og medier er nødvendige for udvikling af en stærk moderne afrikansk identitet, kultur, design, madtradition, så Afrika kan eksportere mindst lige så meget kultur til Vesten som omvendt.

Hvad bør Danmark gøre?

En del af dét, jeg skriver, er ikke traditionel ”dansk tankegang”, dét ved jeg. Danmark må tænke nyt – mere praktisk, mere stort. Mere sammen med Europa.

Rigtig mange succés-lande som Etiopien, Uganda, Tanzania, Botswana, Elfenbenskysten, Ghana, selv Burkina Faso, og strategisk vigtigt Marokko, er på vej i en ”asiatisk” retning, og på en afrikansk måde. Sydafrika begynder at minde om den ”latinamerikanske” retning.

Stabilitet og sikkerhed er stadig et kæmpe problem i meget store områder i Afrika. Læsefærdigheden er alt, alt for lav, infrastruktur mangler, og langt mere uddannelse behøves.

Danmark har mange ressourcer, ikke kun til traditionel ulandsudvikling, men også vidensmæssigt, teknologisk, erhvervsmæssigt, finansielt, og endda militær med udlandserfaring. Danmark må mobilisere disse nye typer ressourcer til Afrika, og indsætte dem på helt nye måder, for at Afrika kan komme hurtigt nok videre.

Eksisterende ulandsbistand har fungeret – ros for det - men nu er der en helt anden, ny fase.

Så hvilke helt nye ting skal Danmark lære og gøre – for at Afrika får fart nok på videre?


Karsten Riise
Partner & Editor


CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT

Afrikas private investeringer

udgivet på
Globalnyt.dk
https://globalnyt.dk/content/kommentar-afrikas-byer-behoever-enorme-private-investeringer

17 august 2017

Afrikas byer behøver enorme private investeringer

Af: Karsten Riise

Tyskland har som leder af G20 landene og stort land i EU besluttet om at skubbe på for en ny type langsigtet, storstilet samarbejde med Afrika. For at involvere flere aktører med Afrika, med særlig fokus på private virksomheder, har Tyskland udgivet et åbent dokument med idéer: "Afrika og Europa – Et nyt partnerskab for udvikling, fred og en bedre fremtid". Tysklands initiativ er godt, men Afrika skal ikke gøres til et landbrugsmuseum - hovedfokus skal ændres til investering i byerne.


Afrika er på vej til at blive et kontinent med 2 milliarder mennesker. Byerne vokser kraftigt, og både nye og eksisterende byer behøver enorme ressourcer til planlægning og udvikling.

Tyskland har udgivet et debat-dokument, som påpeger, at 20 million nye afrikanske jobs skal skaffes hvert år, for at undgå enorme problemer i Afrika.

Men det tyske papir omtaler kun landbrugs-job, og omgår interessant nok det faktum, at størstedelen af alle nye afrikanske (måske endda næsten alle), skal etableres i byerne – dvs. at Afrika behøver konkurrencedygtig fremstillingsvirksomhed og services. Vi skal undgå ustyrlige, fattigdomsramte afrikanske mega-byer, sådan som vi har set det andre steder på kloden. Dét kræver bred og vedholdende indsats med et nyt fokus.

Det faktum, at Afrika skal fokusere på by jobs kræver et fundamental brud med hvordan afrikansk udvikling og bistand plejede at blive gennemført. I stedet for spredte landbrugs-projekter, med brønde og små skoler i landsbyer, så skal det fremtidige tyngdepunktfor afrikansk udvikling placeres på at accellerere konkurrencedygtige fremstillings-virksomheder, og i stedet for hovedvægt på råvarer og uforarbejdede landbrugsprodukter, så skal Afrika udvikle en kæmpe eksport af udviklede produkter, der kan betale for high-tech import, viden og services. Turisme i alle former skal også udvikles stort. 

Urbanisering i Afrika

Afrikas totale befolkning er af FN beregnet til at forøges fra 1.166 millioner i 2015 til 1.812 millioner i 2035 – en samlet stigning på 645 millioner mennesker på 20 år - se figur 1. Når man ser på tal fra FNs World Urbanization Project står det klart, at 65% (to-tredjedele) af Afrikas befolknings-stigning vil ske i byerne.

Det skyldes den naturlige vandring af mennesker fra land til by. Mens Afrikas totale befolkning “kun” går op med noget over en halv gang (55%), så går fordobles næsten den samlede by-befolkning i Afrika (forøgelse med 89%).

I et bånd tværs over Afrika, som omfatter Vestafrika, Midtafrika og Østafrika, øges by-befolkningerne allerede frem til 2035 med hele 100%-126% (fig.1).

Dette er imidlertid kun gennemsnittet: By-befolkningen i feks. Niger vil blive mere end tre-doblet. Niger illustrerer problematikken, både for Afrika og for Danmark og Europa: Niger er meget fattigt og svært regerligt land, og Niger belastes kraftigt fordi det er centrum for store strømme af mennesker, der vandrer fra Afrika til EU, Tyrkiet og Mellemøsten.

Afrikas aktive befolkning fordobles i byer

Afrikas by-udvikling er endnu mere udfordret end figur 1 viser. Ikke kun vokser Afrikas totale befolkning – procentdelen af Afrikas erhvervs-aktive aldersgrupper (15-64 år) vokser også. Disse aldersgrupper er ikke kun de mest erhvervsaktive – de er også mest mobile (der kan vandre til Europa eller overrende nabo-lande), og de bedst egnede til krig, røveri eller terror, hvis de ikke har noget andet at leve af. Den kombinerede effekt af en samlet befolkningsvækst plus en kraftig forøgelse i den aktive og mest mobile andel af befolkningen, samt vandringen til byerne, medfører et enormt samlet pres på Afrikas byer.

Ifølge et arbejdspapir fra den Internationale Valutafond IMF (Working Paper WP14/143, August 2014, figur 1), forventes Afrikas aktive aldersgrupper at forøges fra ca. 55% omkring 59% over de næste 20 år. Disse procent-tal er omtrentlige, og varierer kraftigt for de enkelte lande, men de angiver en retning. For at illustrere den kraftige effekt fra kombinationen af befolknings-vækst, urbanisering og vækst i den aktive andel af befolkningen, viser jeg en simplificeret model-beregning i figur2:

Selvom Afrikas samlede befolkning som nævnt “kun” stiger med 55%  (hvilket for nogle måske ikke virker alt for alarmerende…), så mere end fordobles befolkningen i de aktive aldersklasser i Afrikas byer med en forøgelse på 103% i model-beregningen fig. 2. Og geografisk vil hoved-effekt af dette vil ske i ”mellembåndet” omtrentligt fra Senegal til Eritrea/Somalia og ned til Centralafrika.

Den samlede forøgelse af Afrikas aktive befolkning har jeg beregnet til omkring 427 million over 20 år (fig.2). Fordelt over 20 år, svarer de 427 millioner til i snit 21,4 millioner flere aktive afrikanere per år, som alle behøver enten et job eller en uddannelsesplads. Mine beregninger svarer derved til Tysklands angivelse af ”20 millioner nye afrikanske job per år”.

Men mine tal viser dét, som Tyskland (påfaldende) går udenom, nemlig at ud af den samlede stigning på 427 millioner afrikanere i den erhvervsaktive alder, så vil det store flertal på 268 million (63%, to-tredjedele) behøve beskæftigelse behøve beskæftigelse i byer. Eller sagt mere tydeligt: Ud af den nødvendige skabelse af mindst 20 millioner nye afrikanske jobs (eller uddannelsespladser) per år, så skal ligeledes mindst to-tredjedele, altså 14 millioner årlige nye jobs (eller uddannelsespladser) hvert år skabes i Afrikas byer.

Vi lever i det 21 århundrede, det er ikke nok, som for 100 år siden, bare at give mænd en skovl, for at de har et arbejde. Afrika skal være konkurrencedygtig, ellers overlever deres by-job ikke. Det kræver penge, store investeringer, at etablere moderne by-arbejdspladser.

I Danmark koster det som tommelfinger-regel over 1 million kroner i investering at etablere bare én arbejdsplads. I Afrika naturligvis knap så meget, men stadigvæk rigtig mage penge, og for den mest moderne del af Afrikas nye voksende moderne industri, vil tallet 1 millioner kroner i investering for én arbejdsplads snart være fuldt-ud realistisk.

Gang de 14 millioner nye jobs per år med investeringen per by-job, og man kommer straks til et meget, meget højt milliard-beløb i kroner/dollars/whatever, som Afrika behøver i investerings-tilføring fra nye investorer hvert eneste år. Og vi skal huske de mange milliarder, som Afrika behøver på uddannelser hele vejen op til Ph.D-niveau, som alle skal være på globalt niveau.

Sikkerhedsrisiko for Danmark – hvis der gøres for lidt i Afrika

En stigning i Afrikas aktive by-befolkning til knap én milliard betyder en kæmpe samling af mennesker, som kan organisere sig om at vandre og slås, hvis de ikke ser andre muligheder. Sikkerhedskonferencen i München 2017 dokumenterede, at flygtninge rejser 3.000-5.000 km for at nå Europa. Dét modsvarer afstanden fra mange af Afrikas hurtigst voksende og op til Italien og Spanien.

Med bedre byer, kommer der på den anden side også større forventninger, som kan give revolution og krig, hvis de ikke indfries. Det ”arabiske forår” i Tunis og Egypten, sammenbruddet i Libyen og krigen i Syrien startede ikke i fejlslagne økonomier, som mange tror. Tværtimod. Revolution sker tit i lande, netop som de gennemgår hurtig social forandring med stigning i generel uddannelse og økonomi.

Det er en lang vej, vi må gå med Afrika – men vi skal gå den.

Afrikas vej – store private investeringer

Kun privat erhvervsliv kan skabe den enorme job-udvikling og de valuta-indtægter, som Afrikas kommende mega-byer behøver. Kina, Indien, Korea og land som Vietnam, Bangladesh og Myanmar viser vej.

Det skal også lykkes i Afrika. Dét er baggrunden for, at jeg henover sommeren 2017, kontaktede PensionDanmark, PKA, én af Mærsk’s tidligere finanschefer, Sampension, Industriens Pension, PFA, ingeniørernes pension DIP, jurist og økonomernes pensionskasse JØP, Nordea, Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank, Alm.Brand, SEBinvest og Skandia (svenske), Nykredit, ATP samt nogle fremstående danske forretningsfolk med konkrete idéer for private investering i hastigt voksende lande, med Afrika står øverst på listen.

Men vi er også nødt til at have et politisk koncept for det.

På den ene side, er der behov for at investorer i vesten kan føle en rimelig politisk sikkerhed for deres værdier. På den anden side skal vi også politisk undgå katastrofer: Gældsfælde. Uoprettelige miljøskader. Udenlandsk re-kolonisering. Folkedrab.

Derfor har jeg samtidig kontaktet en række regeringer i Afrika og andre steder, herunder Danmark. Jeg har udarbejdet et politisk-økonomisk investerings-koncept for (mest fattige) lande med høj vækst, som inddrager investorerne selv, destinationslandene og de rige landes regeringer. Dét er baggrunden for, at Mærsk Capital oprettes her i august 2017, og nu vil investere milliarder i Afrika.


Karsten Riise
Partner & Editor


CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT

Risiko for Afrikas gæld

udgivet på
Globalnyt.dk
https://globalnyt.dk/content/kommentar-risiko-fylde-afrika-med-ny-gaeld



13 august 2017

Risiko for at fylde Afrika med ny gæld

Af: Karsten Riise

Afrika har et kæmpe behov for private investeringer. Mærsk og Danmarks største pensionskasser vil nu investere milliarder i Afrika. Men det er afgørende både for Danmark og Afrika, at dette sker indenfor stærke, politisk strukturerede rammer. Uden stærke politisk-økonomiske strukturer risikerer vi nye store fiaskoer i Afrika -  som også vil ramme Danmark.


Det blev den 10 august 2017 bekendtgjort, at Mærsk sammen med flere pensionskasser, herunder PensionDanmark og PKA, starter et nyt milliard-fond Mærsk Capital, som skal have fokus på investering i infrastruktur i Afrika, hvor der nu (i modsætning til Danmark og den vestlige verden) er flere årtier med meget høj vækst.

Læs også Ny Mærsk-fond vil investere milliarder i Afrika

Idéen om en stor fond, som kan investere i højvækstlande, som ofte er fattige, men på vej op – er et koncept, som jeg har taget initiativ til, netop overfor PensionDanmark, PKA, én af Mærsk’s tidligere finanschefer. Samt i øvrigt stort set alle danske pensionskasser henover sommeren her i år. Men det skal ske med en bred social bevidsthed.

For at mit initiativ kan blive en succes, og ikke en kæmpe fiasko, så skal det virkelig gennemføres på rette vis. Der er nemlig en række meget vigtige problemstillinger, man er nødt til at beagte, for at få ”danske” investeringer i Afrika til at virke optimalt til de modtagende afrikanske vækst-landes fordel - og dermed også til langsigtet fordel for Danmark selv, og for Europa.

Store problemer – skal løses politisk

Problemerne, der kan opstå med Mærsk Capital i Afrika vedrører i første omgang:

1.      Gældsbyrdens udvikling i dollars eller euro for de afrikanske vækstlande – dvs. risikoen for IGEN at proppe fattige lande med ny gæld, som i årtier har holdt mange Afrikanske lande nede

2.      Leverandør og købspris af de påtænkte ”infrastruktur” investeringer – dvs. risikoen for at fattige vækstlande i Afrika påduttes leveringer fra udbydere i tilfælde af at disse (danske) udbydere er alt, alt for dyre på verdensmarkedet (dvs. i forhold til især Kina). Afrika skal kun betale den lavest mulige pris, for dét, de behøver.

3.      Hele det politiske set-up og samarbejde omkring Afrika-investeringerne risikerer at blive alt for svagt funderet omkring pensionskasserne og Mærsk Capital. Også selv hvis det nye kapitalfond kundgør, at man skam vil ”samarbejde” om dette, så er det ikke givet, at et sådant annonceret ”samarbejde” vil du til noget i praksis.

Med denne type investeringsfond (som der er behov for) skal der etableres en effektiv politisk samarbejds-struktur. Denne politiske samarbejds-strukur skal omfatte (A) virksomhederne (her, danske), (B) destinationslandenes regeringer (her, i Afrika) samt (C) regeringerne i investerings-virksomhedernes egne oprindelseslande (her, Danmarks regering og EU kommissionen). For at sikre, at et sådant privat-offentligt, politisk-økonomisk samarbejde fungerer ordentligt, er det også vigtigt med deltagelse af nogen udefra.

Politisk involvering er afgørende af flere årsager. De fleste afrikanske lande har kun begrænsede mængder af økonomiske, juridiske og andre kompetencer på højt internationalt niveau, til at ”matche” det niveau, som én af verdens største koncerner kan stille op med.

Politisk samarbejde er på den anden side også nødvendigt, fordi afrikanske lande kan udgøre meget mere ”fluktuerende” (usikkert) virksomheds-miljø, hvor der også er behov for involvering af en politisk struktur for Danmarks og danske pensions-opspareres egen skyld.

Politik kan ikke undgås i udviklings-business – så gør det ordentligt

Politik kan slet ikke undgås i business med udviklingslande. Uanset hvad man siger, og hvilken højre-venstre politisk orientering man har, så vil stærk politisk indblanding foregå. Enten åbent eller bag ”kulisserne”. I særdeleshed ved strategiske infrastruktur-investeringer som for eksempel havne, hvor EU (og NATO) naturligvis hellere ser, at et dansk firma driver havne-infrastruktur i Afrika (hvor mineral-ressourcer afskibes), fremfor at kinesiske firmaer gør det. Lad os derfor erkende og handle på behovet for en politisk-økonomisk samarbejdsstruktur på regeringsplan, som ikke blot tjener Europa og NATO’s interesser – men også afrikanernes.

Som nævnt er jeg ikke på forhånd imod pensionskasserne og Mærsks initiativ i Afrika – tværtimod, jeg har initieret denne idé. Men der er altså en lang række vigtige sociale, økonomiske og politiske problemstillinger og forbehold, som skal løses.

Der er for eksempel en kæmpe forskel på hvilke typer af ”infrastruktur”, som Mærsk Capital ender med at investere i. Én ting er, hvad Mærsk og pensionskasserne bekendtgør at de vil i dag, noget andet er, hvad de rent faktisk kommer til at investere i, i morgen.

Hvis deres investeringer ender med mest at blive i havne-anlæg, som Mærsk naturligvis har tænkt sig selv at drive og tjene penge på i Afrika, så er problemet med afrikanske lån i US dollars (eller i euro), måske ikke så stort, fordi internationale havne i Afrika kan tjene deres penge i dollars – og derfor også kan tilbagebetale lån i dollars.

Men der er rigtig mange andre interessante og vigtige forretningsområder end havne i Afrika. Disse andre investerings-typer i Afrika kan på sigt give afrikanerne kæmpe fordele – men også ufattelige problemer, hvis de ikke allerede nu håndteres politisk kompetent og bredt-fagligt optimalt.

Grønne investeringer lyder godt – men ikke hvis det medfører en gældsfælde for Afrika

Hvis Mærsk Capital f.eks. investerer omfattende i vandforsyning eller vindmøller til millioner af fattige afrikanere, hvor det enkelte lånebeløb til anlægget måske er begrænset, men hvor lånesummen i dollars for tusindvis af anlæg med tiden kan summere sig til et kæmpe milliardbeløb i dollars, så kan det blive enormt vanskeligt, eller næsten umuligt, for disse fattige lande og deres beboere, der får vand og strøm, at betale gæld og renter på et alt for stort dollar-milliardbeløb. Særlig ikke, hvis deres afrikanske valuta synker.

Mærsk Capital kunne fremføre, at deres fond Afrika er ”alt for lille” til at kunne ”proppe” Afrika med gæld, selvom fondet fra start har penge nok til at væsentligt at påvirke gælden for 1-2 af de fattigste afrikanske lande eller fattige provinser. Men fondets officielle start-kapital er fuldstændig ligegyldig. Det er almindeligt, at der allerede fra start ligger tilsagn om flere kapitalforhøjelser, når først et fond er i gang – penge, som fondets ledelse kan ”kalde” efter behov. Og investorerne bag et nyt fond enes mange gange hurtigt om yderligere og langt større kapitalforhøjelser, når det ”kører”.

Europa og Danmark skal ikke risikere at afrikanske lande går fallit og skaber en ny million-strøm af fattige flygtninge.

Det er virkelig kritisk for Danmark og Europa, at Afrika i disse år bliver en succés. Afrikas økonomi vokser hurtigt – men det gør befolkningerne også. Afrika og Europa står ved en krydsvej: Afrika kan blive en langsigtet succés for alle, og det er nødvendigt, at der investeres stort i Afrika på en politisk balanceret måde til profitabel fordel både for Afrika og investorerne.

Det kræver en helt ny, hidtil uset type af stærk politisk struktur omkring den nye Afrika-business. Læs bogen ”Confessions of An Economic Hitman”, skrevet af en skyldbetynget person, hvis ”opgave” netop var bevidst at proppe Afrika (og andre svage lande) med alt for meget gæld til vestlige finansierings-firmaer – for at Vesten senere med en gælds-klemme kunne tvinge de svage lande til at sælge deres ressourcer og infrastruktur for en slik.

I årtier var Afrikas vækst hindret af overforgældelse, og Afrikas levestandard faldt i en lang periode efter at afrikanske lande officielt blev ”frie” efter koloniherrerne. Dén historie må ikke gentage sig igen. Snart har Afrika over 1 milliard indbyggere.

En ny gældskrise i Afrika vil ikke kun betyde statskriser i skrøbelige afrikanske lande, men også hidtil usete millionstrømme af økonomiske flygtninge. De strømme af afrikanere, der i dag krydser Middelhavet (hvoraf mange dør), er ingenting, imod de strømme af afrikanske flygtninge, vi risikerer, hvis vi nu fejler i Afrika.

Én ting vil være flotte moralske forsikringer, der vil komme for at fremme image for et nyt stort fond. Noget andet er, hvad der rent faktisk kommer til at ske. Derfor skal vi have en stærk og langsigtet ansvarlig dansk-afrikansk-EU politisk struktur omkring de Afrika-investeringer, som bliver foretaget af stærke investorer som Mærsk Capital, Pension Danmark, PKA og Lægernes Pensionskasse.

En politisk struktur er ikke kun vigtig for Danmark og Afrika. Det er også afgørende for Mærsk og pensions-opsparerne: For uden en stærk politisk struktur med alle berørte regeringer kan danske investorer tabe milliarder i Afrika – og få millioner af flygtninge i stedet.

Karsten Riise
Partner & Editor


CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT