udgivet på
Globalnyt.dk
https://globalnyt.dk/content/hvordan-bidrager-danmark-til-afrikas-20-millioner-nye-jobs-hvert-aar
29 august 2017
Hvordan bidrager Danmark til Afrikas 20 millioner nye jobs – hvert år
Af: Karsten Riise
Afrika - fra problem til en spændende løsning.
I to foregående indlæg har jeg i Globalnyt beskrevet behovet for investeringer i Afrikas hurtigt voksende byer, og udfordringen med at skaffe mindst 20 millioner jobs – heraf 14 millioner nye jobs i byerne - hvert eneste år de næste 20 år. Spørgsmålet er, hvordan det lykkes – og hvordan Danmark på en helt ny og stærk måde kan bidrage til noget stort.
Kommentar:
Risiko for at fylde Afrika med ny gæld (13.08.2017)
Kommentar:
Afrikas byer behøver enorme private investeringer (17.08.2017)
Afrika
behøver en meget hurtig udvikling. Europa har en stor interesse heri. Begge
dele har jeg beskrevet tidligere. Men hvordan?
Jeg har
over længere tid ledt efter nogle af de største langvarige succés-historier for
økonomisk udvikling, og jeg har undersøgt deres erfaringer.
Asien er
efterhånden næsten overalt succeser. Et vigtigt eksempel er Sydkorea, der
startede som et landbrugsland med godsejere, for Koreas industri fra før
Koreakrigen lå i Nordkorea.
Korea var
ødelagt af japansk besættelse i 1945, og 5 millioner civile blev dræbt i
Koreakrigen. Sydkorea var i 1960 lige så fattigt og ødelagt, som nogle af de
fattigste dele af Afrika i dag og det var et militærdiktatur.
Kun få af
Asiens succeslande har været bare nogenlunde demokratier. Hong Kong var en
koloni, Taiwan og stadigvæk Kina ét-parti stater, Malaysia og Singapore nærmede
sig én-mandsstyre. Malaysia var ligesom Korea ødelagt af 2. verdenskrig, og
senere af borgerkrig og briternes brutale anti-oprørs-krig, som imidlertid
måske netop i Malaysias tilfælde endte med en ret høj stabilitet.
Der var og
er stadigvæk bunker af korruption i stort set alle Asiens lande, og ikke mindre
korruption i det demokratiske Indien. Interessant nok er der stort kun meget
lidt korruption i Singapore, som ikke er særlig demokratisk.
Korruption
er altså ingen hindring for vækst – og demokrati er ikke en forudsætning.
Næsten
hele Asien er efterhånden kæmpe udviklings-succeser med meget få
u-landsfrivillige bortset fra Sydasien. Det drejer sig om hastig økonomisk
vækst.
Universiteternes
”udviklingsstudier” har i årtier kritiseret og set ned på økonomisk vækst. Men
der er altså ikke behov for frivillige til at grave brønde og bygge skoler i
landsbyer, når samfundet bliver rigt nok til bare at ringe til et lokalt firma,
der gør det professionelt.
Hvad kan Afrika lære af Asiens succésrige vækstlande?
Stabilitet
- næsten fremfor alt. Også i Asien har der været folkemord, store krige og højt
niveau af ustabilitet. Først når stabilitet indtraf, kunne samfundene komme op
igen – selv Cambodia er nu efter folkemordet ligesom Rwanda i Afrika på vej
frem.
Hurtigt
100 procent læsefærdighed for alle – her halter Afrika stadig enormt. Alle
asiatiske lande er besat af uddannelse. Gerne universitetsuddannelse i
udlandet, betalt af stærke familiebånd, ud af høj privat sparsommelighed. Kæmpe
investeringer - op til 35-40 procent af bruttonationalproduktet blev taget fra
forbrug og brugt til investering. Det medførte flere årtier med så kraftig
industri-beskæftigelse, at det kunne opsuge landbefolkningen, der vandrede til
byerne, og lange tider med lave lønninger – og med langvarigt konkurrencedygtig
og enormt hastigt stigende eksport. Mange familier gav afkald på fremgang, for
at børnene kunne komme videre.
Ofte stor
ulighed, men i mange steder en ulighed, der ikke i sin helhed gjorde store
grupper fattigere, men som tværtimod gav langvarig fremgang til større og flere
grupper. I Sydkorea, for eksempel, steg uligheden ifølge faglitteratur generelt
ikke.
Nogle
samfund satsede på store, tunge virksomheder (Sydkorea), andre på noget mindre
virksomheder (Taiwan).
Eksporten
betalte for kæmpe import af den nyeste (vestlige) teknologi, men forbrugsgoder
til eget behov producerer Asien selv. Asien er ikke bange for at lære, og at
kopiere betyder blot at ”indhente hurtigere”. Trods start med billig-produkter,
havde disse samfund imidlertid allerede fra start hurtigt fokus på en stigende
andel af egne originale produkter baseret på lokale idéer, voksende mængder, services
(IT, bl.a.), konstant stigende kvalitet og værdi.
Knallerter,
små biler, transistor-radioer og små kopierings-maskiner kom til Vesten fra
Asien, netop fordi asiaterne manglede penge og plads – samfundene udviklede
selv løsninger på deres behov, og det gav dem unikke eksport-produkter.
Efterhånden
som arbejdskraft-reserven på landet svandt ind, så steg lønningerne i Asiens
byer hurtigt, og succes-samfundene øgede videns-indholdet af deres produkter,
og udviklede globale services, så de kunne betale de højere lønninger.
Da
Singapore for eksempel havde fået succes gennem billigproduktion, hævede
regeringen bevidst minimumslønningerne for at ”få plads” til mere værdiskabende
virksomheder. Klare regler, love og ”institutioner”, og lav korruption, som prædikes
overfor Afrika af politikere, NGO’er og professorer og regeringer i Vesten,
eksisterer ikke i Kina. Men dét har i 30 år ikke stoppet Kinas vækstmirakel.
Virksomme politikker til et moderne Afrika
Det gør
virkelig indtryk, når jeg læser hvor dygtigt og fremadtænkende de ansvarlige
for Kinas Særlige Økonomiske Zoner arbejder aktivt med til at udvikle erhvervs-
og byudviklingen i zone-områder som Shenzhen i tæt samspil med virksomhederne.
Somme tider
går kinesiske zone-myndighederne endda ind og fremmer sammenlægning af små
virksomheder indenfor en konkret industri (f.eks. sko) med for lav
eksport-kvalitet, og de fremmer aktivt virksomhedernes design-niveau og
mekanisering (feks. i tekstilindustrien).
Inspireret
af Kina, søger jeg at inspirere regeringer i Afrika til at etablere Special
Economic Zones (SEZ). Afrika behøver eksportadgang for kvalitetsprodukter og
ydelser i stor skala til rige markeder, EU og USA.
Der er
også brug for en række andre tiltag:
·
Små
offentlige sektorer (i vestlig forstand) og lave skatter.
·
Bankhemmelighed
og handelscentre som Singapore og Hong Kong, for at tiltrække penge og motivere
investering.
·
Stor
sammenblanding af private og statslige interesser (dét gør Vesten også, bare
mere ”diskret”).
·
Erhvervsmuligheder
- udenlandske virksomheder og investeringer i større skala – men som i Asien på
betingelser, hvor samfundene selv har en stor ejer-andel eller grad af kontrol.
·
Asiatiske
samfund har tilsyneladende i mindre grad end f.eks. Latinamerika haft eliter og
fagforeninger, som har holdt resten af samfundet ude fra udviklingen, med en
langsommere og smallere vækst som resultat.
Asiatiske
eliter er ofte stærke og ikke altid særlig demokratiske, men de er generelt
kompetente og arbejder aktivt for en hastig værdiskabende udvikling i hele
samfundet.
Dygtige
asiatiske eliter har ofte set succesrig vækst som nødvendig for at undgå udenlandsk
dominans, og bevare stabilitet (inkl. magten). Afrika har mange eliter, som
også arbejder dygtigt for hastig udvikling af deres samfund, men Afrika behøver
endnu flere.
Asiatiske
samfund er meget bevidste om deres kultur, og bruger højhuse som ’Taipei 101’
til at markere identitet.
Afrika må
bevidst omsætte sin levende afrikanske landsby-kultur til markante afrikansk
storby-identiteter, ikke kun i en afrikansk arkitektur-form, men ekstremt
vigtigt også i en afrikansk storby-livsform.
Udvikling
af konkurrencedygtig afrikansk industri, håndværk, marketing-services og medier
er nødvendige for udvikling af en stærk moderne afrikansk identitet, kultur,
design, madtradition, så Afrika kan eksportere mindst lige så meget kultur til
Vesten som omvendt.
Hvad bør Danmark gøre?
En del af dét, jeg skriver, er ikke traditionel ”dansk tankegang”, dét ved jeg. Danmark må tænke nyt – mere praktisk, mere stort. Mere sammen med Europa.
Rigtig
mange succés-lande som Etiopien, Uganda, Tanzania, Botswana, Elfenbenskysten,
Ghana, selv Burkina Faso, og strategisk vigtigt Marokko, er på vej i en
”asiatisk” retning, og på en afrikansk måde. Sydafrika begynder at minde om den
”latinamerikanske” retning.
Stabilitet
og sikkerhed er stadig et kæmpe problem i meget store områder i Afrika.
Læsefærdigheden er alt, alt for lav, infrastruktur mangler, og langt mere
uddannelse behøves.
Danmark
har mange ressourcer, ikke kun til traditionel ulandsudvikling, men også vidensmæssigt,
teknologisk, erhvervsmæssigt, finansielt, og endda militær med udlandserfaring.
Danmark må mobilisere disse nye typer ressourcer til Afrika, og indsætte dem på
helt nye måder, for at Afrika kan komme hurtigt nok videre.
Eksisterende
ulandsbistand har fungeret – ros for det - men nu er der en helt anden, ny
fase.
Karsten Riise
Partner & Editor
CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT
