Afrikas Valuta

26 oktober 2017

Fælles Afrikansk Valuta

Af: Karsten Riise

Selv store valutaer som det britiske pund manipuleres af spekulanter. Små valutaer i fattige lande er endnu mere udsatte. Alle Afrikas lande bør kunne tilslutte sig en fælles valuta.


Afrikas byrde med dyre valuta-reserver bør finde en bedre løsning. Alle lande undtagen USA har valutareserver i fremmed valuta. Beholdningen er typisk overvejende i dollar, og fungerer over tid som et multi-milliard uforrentet, afdragsfrit lån til USA. Problemet med dyre uforrentede valutareserver er ikke fuldstændig løst for andre end USA, men problemet er særlig stort i Afrika. Små valutaer, der opleves som ”usikre”, er nødt til at anskaffe sig ekstra store valuta-reserver for at blive "troværdige". Fattige lande tynges særlig meget af omkostningen ved sådanne store reserver af penge, de ikke kan forbruge, og som de endda risikerer at tabe i en valutakrise.

Små usikre valutaer i for eksempel Afrika har mange problemer. For at bevare penge i landet er de ofte nødt til at holde renten meget højt, og dét presser vækst og investering nedad. Høj rente betyder endvidere, at virksomheder kan friste til at tage store lån i dollar eller pund til en langt billigere rente, og dét kan udsætte afrikanske virksomheder for en farlig valuta-kursrisiko. Virksomheds­konkurser på grund af kurstab på store dollarlån er der eksempler på i mange udviklingslande, for eksempel i Latinamerika. Endvidere er det dyrt at drive en kompetent nationalbank med egen valuta.

Når valutaen er troværdig, får flere investorer tillid til økonomien i landet. Med en troværdig valuta falder renten – dét giver flere investeringer, lavere valutausikkerhed og giver bedre vilkår for virksomhederne. En stor fælles valuta med et fast grundlag, vil være mere troværdig.


Fælles valuta har fungeret godt i dele af Afrika

I Vest- og Central-Afrika deles 14 lande om den fælles CFA-Franc. Denne CFA-Franc findes teknisk set i to udgaver for hhv. 8 og 6 afrikanske lande, men i praksis er det samme valuta, med fast-kurs til Euro. Siden år 2000 bakkes CFA-Franc op af Europas Centralbank. Det er en velfungerende afrikansk penge-struktur.

Navnet ”CFA Franc” er imidlertid uhensigtsmæssigt, det er for tæt bundet til Frankrig og kolonitid. Et bedre navn for en fælles-afrikansk valuta kunne være "Nkruma", efter den første pan-afrikanske leder Kwame Nkruma i Ghana. Alle lande i Afrika bør kunne deltage i en pan-afrikansk valuta, med fast kurs til Euro.

Udbredelse af en fælles-afrikansk valuta til flere lande i Afrika vil fremme investering, beskæftigelse og handel i Afrika. En stabil fælles-afrikansk valuta vil sænke renten på lån i afrikanske lande, som i dag bøvler med små, svage valutaer.

Handel mellem de afrikanske lande er alt for lav. Afrikas fælles hjemmemarked hæmmes ved at være opdelt i små valuta-områder. Et fælles afrikansk marked med fælles valuta og lav rente vil mindske valuta-risici, rente-risiko, og dermed gavne Afrikas beskæftigelse. Afrika behøver et stærkt og konkurrencedygtigt fælles erhvervsliv. Derfor behøver Afrika et stort fælles marked for at udvikle afrikanske produkter og services af høj kvalitet, som i design og pris svarer til Afrikas behov - og som kan eksporteres til resten af verden.

En lav rente i Afrika vil gøre det billigere at iværksætte endnu større programmer for ”mikro-finansiering” af lokale landsby-projekter, til gavn for de fattigste. Stærkere afrikansk erhvervsliv betyder for eksempel, at pumper og kyllinge-farme til Afrikas landsbyer kan leveres billigere og give mere afrikansk produktion og arbejde.

En guld-baseret afrikansk valuta er naturligvis altid et klassisk alternativ. Men Afrikas økonomier vokser hurtigt. Når guldproduktionen ikke øges i samme hastighed som økonomien, så giver det pengemæssige begrænsninger på den økonomiske vækst, hvis guld er eneste basis for valuta. USA opgav for eksempel guld-baseret dollar i 1971, selvom USA har verdens største guld-reserver. Nogle af Afrikas lande producerer guld, og kan godt føre en guld-valuta parallelt. Kina indfører således netop nu en særlig ”guld-Yuan” som alternativ til dollar ved international handel med olie. Sydafrika har længe cirkuleret guld-mønter, så man kan godt forestille sig en parallel fælles-afrikansk guld-valuta, særlig hvis man feks. teknisk kunne forsegle en mindre mængde guld.


Fordele kan langt opveje ulemper ved fælles afrikansk valuta

En fælles-afrikansk valuta vil naturligvis møde alle de indvendinger, som findes mod den fælles europæiske valuta, Euroen.

En fælles valutapolitik kan ikke justeres i forhold til hvert enkelt land. Nogle afrikanske lande kan få mere fordel end andre. En fælles afrikansk valuta, der bakkes op af Euroen, vil indebære at afrikansk pengepolitik bliver afhængig af EU's nationalbank. Dét kan betyde en afrikansk rente, som ikke justeres ud fra Afrikas økonomiske situation, men ud fra Europas behov. Men samlet set bliver det formentlig generelt set en markant lavere rente, end hvad hvert enkelt afrikansk land kan opnå med hver deres egen lille valuta. En fast Euro-vekselkurs kan til tider være for høj i forhold til nogle Afrikanske landes konkurrenceevne - dét må løses. Symbolsk kan tilknytning til Euro fremstilles som en ”re-kolonisering”. Alle sådanne indvendinger er for så vidt relevante. Men Vest- og Central-afrika har altså allerede sådan en eurobaseret afrikansk valuta, og succés-lande som Sénégal og Elfenbenskysten har lige siden selvstændigheden set dette som den bedste løsning.

Belært af erfaringer fra et stort udviklingsland, så skal man praktisk ikke prøve at presse mest muligt pengevæsen over på elektronik. Elektroniske penge er fremmelige for nogen, men ikke for alle, og der vil altid cirkulere grå penge. Man skal sørge for, at der altid fysisk cirkuleres små møntenheder, så fattige mennesker kan bruge pengene.

Hele Afrika bør få mulighed for at tilslutte sig en fælles valuta.

Debat: Vest- og Central-afrikanske lande har i årtier foretrukket at have en fælles Euro-valuta - Er dét en vej frem for hele Afrika?

Karsten Riise
Partner & Editor


CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT

By-koncept

25 september 2017

By-koncept med privat-offentlige eksportzoner i Afrika

Af: Karsten Riise

Afrika kan ikke vente længere.

For at få sat skub i sagerne,  har jeg udarbejdet et detaljeret koncept for by- og virksomhedsudvikling i Afrika, som jeg har sendt til udenrigsminister Samuelsen, udviklingsminister Tørnæs, EU Kommissær Mogherini, EU Parlamentets præsident Tajani, relevante EU-udvalg, et udsnit af Afrikanske og andre diplomatiske repræsentationer – samt større pensionskasser og private virksomheder – vedhæftede detaljeret koncept på engelsk.

Mit koncept bygger på et forslag, som jeg sendte 27 marts 2017 til Sierra Leones præsident Ernest Bai Koroma (kopi nederst i denne mail).

Her følger kort beskrivelse af mit privat-offentlige Afrika byzone og eksport-koncept:


Afrika kan – byer og eksport

Kina startede sit økonomiske mirakel ved at etablere særlige økonomiske (eksport) zoner ved kysten. Etnisk kinesiske kapitalister fra Hong Kong og Taiwan blev tiltrukket, og etablerede eksporterende fabrikker i disse zoner. Zonerne havde fra starten autonomi, blandingsøkonomi med staten, og blev dygtigt dirigeret. Efterhånden voksede zonerne, værditilvæksten og lønningerne steg, og nye zoner, som i starten tiltrak med lav løn, blev etableret længere og længere inde i landet.

Lad os designe og udbrede en tilsvarende udvikling i Afrika.


Koncept planlægning – feks. i København

Med byplanlægning fra feks. Københavns Kommune, projekterer Danmark på overordnet plan en zone med fabrikker, boliger, infrastruktur ”et sted ved en havn” i Afrika.  I denne planlægning skal et grundkoncept for offentlig administration og udvikling af zonen, virksomheder og befolkninger indgå, herunder struktur for regler. Zonen skal planlægges med alt det basale for europæiske eksport-virksomheder, som vil etablere sig med lave total-omkostninger.

Omkostningerne til dette arbejde deles af et fond med deltagelse af Staten, Københavns Kommune, pensionskasser og større virksomheder, herunder Mærsk. De private definerer, hvad de behøver, for at sådan en zone bliver økonomisk attraktiv, og Mærsk kan sikre logistikken fra zonen i Afrika og til Europa/USA. SAS og andre internationale flyselskaber inddrages, for at koordinere fly- og transitforbindelser.

Staten undersøger på forhånd, hvilke lande i Afrika der ville være interesserede og egnede, og inddrager det bedst mulige partnerland i detail-processen. Samtidig etableres en gruppe af EU- og afrikanske lande, som giver input til processen.

Afrika er attraktiv for etablering af eksport-produktion, fordi sejltiden til Vestlige markeder er kort i forhold til Asien, og lønningerne er lavere i Afrika end mange steder i Asien.

Et interessant start-land er for eksempel Sierra Leone, der har en størrelse som matcher Danmark. Sierra Leone har én af Afrikas største og bedst beliggende naturlige dybtvandshavn.


Jord og administration

Jorden til den påtænkte zone skal på social retfærdig vis overgå fra landbrug (eller uudnyttet), og overdrages til et zone-fond eller lignende selskab, som skal administrere zonen. Dette fond skal have del-ejerskab af den afrikanske stat, måske delejerskab fra tidligere bønder eller landsby-kollektiver, der har leveret jord, samt kapital-ejerskab fra vestlige investorer. Zonen vil også opføre og udleje boliger og butikslejemål, samt etablere marked for bønders salg af fødevarer. Zonen vil tjene på lejeindtægter i Euro fra eksportvirksomheder, i lokal valuta for lokale. Med tiden kan zonen betale de udenlandske investorer ud, når Afrika vil overtage hele ejerskabet. Den danske stat kan deltage som delejer og en slags mægler, der bidrager til at få alle parter bragt sammen.

Jorden skal ikke videresælges, men kun kunne udlejes for feks. 30 år ad gangen, med en overdragelsesret, og højere leje for en ny eksport-virksomhed, når værdien stiger. Derved får zonen mulig del i værditilvæksten fra jordens socialt skabte prisstigning. Værtslandet påtager sig at gennemføre nødvendig særlovgivning. Nødvendig stabilitet sikres af værtslandet med eventuel bistand fra Danmark/EU. Et eksempel på en sådan særlov om Special Economic Zones findes i Indien, og den danske stat kan bistå den afrikanske stat med at formulere en konkret zone-særlovgivning, som varetager alle interessenters behov, herunder god administration og zone-udvikling mange årtier frem.


Start

Når aftalerne om projektet ligger klar, går fondet (i samarbejde med staten, EU, og offentlige og private deltagere) ud og sælger byggeret (med leje af grunden) til private danske og internationale industri-virksomheder, som vil etablere lav-omkostningsproduktion i Afrika. Fuldstændig ligesom når man har projekteret et et stor-center, og har fastlagt aftaler med det offentlige, med investorer, og udførende entreprenører, så udlejer man på forhånd flest mulige af de planlagte butiksarealer, før det opføres. Her ligger projektet bare ikke i Hovedstaden eller Trekantsområdet, men lidt længere væk.

Når det første zone-projekt er godt i gang (gerne i Sierra Leona), så skal mit by-program udvides til mange afrikanske lande, med deltagelse af EU og flere investor-lande.

Først og fremmest har man naturligvis sikret sig samarbejde og opbakning fra EU, FN, Verdensbanken, African Bank for Development og IMF. Måske Kina og Indien også vil være interesseret på sigt – men kør det som et EU projekt. Danmark skal samarbejde med Frankrig, Tyskland samt Spanien og Italien – og med en partnerskabsgruppe af lande i Afrika.


Nye perspektiver i traditionel udviklingsbistand

Dette privat-offentlige vækst-koncept erstatter ikke traditionel udviklingsbistand eller katastrofe-hjælp.

Udviklingsbistand kan få en langt større effekt, ved at blive kombineret med et privat-offentligt projekt for kraftig, langsigtet økonomisk vækst, som her beskrevet. Traditionel udviklingsbistand kan skabe og styrke de brede basis-betingelser for, at langvarig økonomisk vækst kan komme i gang. Traditionel bistand kan også forbedre forholdene for de fattigste landsbyer og by-dele, som (endnu) ikke har mærket den økonomiske vækst. Katastrofe-hjælp kan få samfundet i gang igen, hvis en krise rammer. Alt dette er med til at stabilisere samfundet, fundere væksten, og forkorte tiden indtil det afrikanske samfund bliver rigt nok, til selv at gøre alle disse ting.

Karsten Riise
Partner & Editor


CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT

Danmark i Afrikas byudvikling

Udgivet på
Globalnyt.dk
https://globalnyt.dk/content/danmark-skal-ind-i-afrikas-byudvikling

13 september 2017

Danmark skal ind i Afrikas byudvikling

Af: Karsten Riise

Orkanen ”Irma” bør anspore udviklingspolitikken. Og i stedet for krige, der kun har skabt flere terrorister og flygtninge, så kan Danmark markere sig med en ny stil, der bygger byer.


Fattige lande har mere end rige lande et kæmpe behov for at udbygge deres byer, boliger, fabrikker og infrastrukturer. I disse tiår sker der en enorm befolkningstilvækst i Afrikas byer. Mange huse skal bygges. De skal være billige, gode, og kunne modstå naturens kræfter.

Naturkatastrofer hærger mange fattige lande. Fattige mennesker har svage huse, broer, el-forsyning mv, og mister ved katastrofer den smule, de har. Orkanen ”Irma” har lige udslettet 90 procent af øen Barbuda – en stor del af et helt land. Haïti, som er fattigere end mange lande i Afrika, blev næsten lagt fladt af jordskælv i 2010. Tsunamier kan ramme. Mudderskred slog for nyligt helt unødigt 1000 mennesker ihjel i Sierra Leone.

Danmark har masser at bidrage til Afrikas byer

Syv ting behøves for at bygge Afrikas byer – og Danmark kan bidrage på alle områder:

1.      Der skal laves nogle koncepter for regions- og byplaner, så byer i udviklingslande kan vokse på en bedre måde. Meget land skal bebygges – men meget land skal også friholdes for byggeri.

2.      Der skal laves en stribe af forskellige koncepter for bygningsdesign og -konstruktion i samarbejde med lokale kræfter. Videst muligt bør byggeri designes og laves lokalt, men dette kan ske med dansk medvirken. Gode koncepter, design og grundkonstruktioner kan overføres og tilpasses i lokalt samarbejde med nye byer og lande.

3.      Der skal meget mere gang i forretning og investeringer.

4.      De formelle rammer skal udvikles i Afrika, så de letter byggeri og byudvikling, samtidig med at man respekterer kollektive ejendoms-rettigheder mange steder. Nogen vil vokse hurtigere end andre, og store forskelle i indkomst og muligheder vil opstå.

5.      Hvordan håndteres ”uformelle” bygninger og distrikter (ofte kaldet ”slum” el.lign.) praktisk og nogenlunde retfærdigt? Hvordan kombineres fattige områder med drift af virksomhed og services?

6.      Når landbrugsland gøres til byområder, mister farmere både jord og arbejde. Dét har givet store problemer og uro mange steder. Hvordan kan overføring af jord fra landbrug til by-brug håndteres på en rimelig måde?

7.      Fattige farmere får ofte for lave priser og lav indkomst, fordi de ikke kan nå ind til og sælge deres produkter i nye byer. Farmere risikerer at blive afskåret fra værdi-tilvæksten i fødevare-sektoren. Hvordan knyttes landbrug til by-udvikling? Danmark ved om nogen noget om løsninger for farmere, kooperativer, og landbrug som drivkraft sammen med by-udvikling.

Det ideele opnås ikke. Miljøet skal indgå, men sats ikke ensidigt på ”grøn” udvikling på måder, som står i vejen for hastig stigning i levestandard. Tænk langsigtet, men gør noget praktisk. Danmark har en kæmpe chance. Danmark kan tage initiativ i samarbejde med EU om en ny type udviklings-politik.

I stedet for krige, der kun har skabt flere terrorister og flygtninge, så kan Danmark markere sig med en ny stil, der bygger byer.

Danmark kan få glæde af det selv

Jeg har kigget på dansk byplanlægning i 60’erne: Det var nøgterne og praktiske standarder. Lav-tætte boligformer er veludviklede netop i Danmark. Danmark ved noget om byggeri, der kan modstå regn, vind (og mudder). Danmark kan bistå med koncepter for transport. Danmark har firmaer, som kan arbejde i hele verden. Deres opgave skal ikke kun være at udføre, men i voksende grad bistå med know-how og udvikling i samarbejde med lokale. Dansk arkitektur kan selv vinde ved et nyt kulturmøde.

Danmark er ved at få øjnene op for arkitektur og ingeniør-kunst i en ny udviklingspolitik Der er begyndt at ske noget. Men vil Danmark markere sig i forreste række, så skal Danmark satse.

Danmark har som mange andre lande en udfordring med effektiviteten i byggeriet. Afrikas behov for billigt, solidt, livs-venligt byggeri kræver nye danske bygge-koncepter. Her kan dansk know-how selv udvikles. At arbejde med Afrikas udvikling, kan derfor på mange måder bidrage til egen udvikling.

Send danskere ud – få afrikanere op

Støt Afrikas arkitekt- og ingeniørvirksomheder gennem samarbejde. Brug arkitekt- og ingeniørstuderende som frivillige, og tag imod afrikanske studerende og praktikanter. Organisér erfaringerne i en vidensbank, så erfaringer og koncepter kan bruges i nye lande. Lad flere danske private virksomheder arbejde i Afrika. Lad det offentlige deltage sammen med danske private virksomheder, pensionskasser, universiteter mv.

Lad os bygge bedre byer i Afrika.

Karsten Riise
Partner & Editor


CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT

Asiens vækstmodel holder

Udgivet på
Globalnyt.dk
https://globalnyt.dk/content/asiens-vaekstmodel-holder-stadigvaek-ogsaa-afrika

5 september 2017

Asiens vækstmodel holder stadigvæk
– også for Afrika

Af: Karsten Riise

Nu 25 år efter den kolde krig fungerer de asiatiske landes succésmodel stadigvæk. Afrika er i fuld gang med at lære.


I mit forrige blog-indlæg påpegede jeg, hvordan asiatiske lande bør tjene som inspiration for udviklingen i Afrika. Sydkorea gav jeg som eksempel, men langt fra det eneste eksempel.

En læser påpegede, at Sydkorea som vækstmodel havde nogle ”fordele” under den kolde krig, selvom landet var smadret af Korea-krigen, herunder adgang til eksport til USA, en adgang, som mange andre lande også har haft.

Militær ”støtte” fra USA har derimod ikke trukket Sydkorea op, og selvom Sydkoreas helt enorme militærudgifter naturligvis må give en del teknologi-arbejdspladser, så har det formentlig også fristet til fejlsatsninger i tung industri undervejs, og militæret er samlet set i Sydkorea en økonomisk belastning, der konkurrerer om offentlige midler til forskning, uddannelse og infrastruktur.

USA's uforsonlige holdning til Nordkorea er måske mere en udviklingsmæssig ulempe end en fordel for Sydkorea – helt op til i dag.

Landene i Asien har noget til fælles

Nu er Sydkorea som nævnt ikke det eneste succésrige tidligere udviklingsland i Asien, som jeg peger på. Kina har også gjort det. Og Taiwan og Singapore. Malaysia, Indonesien, Vietnam, Indien, Sri Lanka, Bangladesh, Filippinerne, senest også Cambodja og Myanmar, er på vej. Disse mange asiatiske succéslande må da have flere ting tilfælles.

Dét har de også, blandt andet: Samfundsmæssig stabilitet, dygtige eliter, høj investeringsrate, massiv uddannelse, lang periode med konkurrence på lønningerne, en blanding af frit erhvervsliv og privat-offentligt erhvervsliv, et kulturelt set relativt svært tilgængeligt hjemmemarked – samt adgang for kæmpe eksport til avancerede eksportmarkeder (USA og Europa).

At der var særlige forhold for særlig Østasien i løbet af den kolde krig, som gjorde, at USA åbnede sine markeder for asiatisk import, det er i princippet rigtigt. Og i for eksempel Taiwan var USA også med til at sikre en jordreform, som blandt andet blev betalt med aktier i industrien, hvilket tilfældigvis gjorde, at tidligere jord-kapitalister kunne fortsætte som driftige by-kapitalister. Sådan udfolder historien sig lidt forskelligt i hvert land.

Ideologisk konkurrence var ét af de elementer, som gjorde, at eliterne i Østasien følte sig presset til at skulle gøre noget for at udvikle samfundet. Østasiatiske eliter følte behov for at overgå det kommunistiske Kina – dét har jeg tænkt nøje over.

Og det samme konkurrencepres gælder i dag ligeledes på Kinas side: Kinas kommunistiske elite føler sig belært af kolonitiden stadig presset til at matche USA og bevare indre stabilitet gennem vækst til flere og flere.

En sådant motivation for at skabe generel udvikling har nogle eliter i for eksempel Mellemamerika ikke altid følt (ex Papa Doc i Haiti, den sidste Somoza i Nicaragua mfl.). Det er afgørende, at eliter ikke bare udplyndrer, men at eliterne er motiveret for at skabe generel udvikling. 

Fælles stormagts-interesser

I en tidligere analyse kaldte jeg engang Østasien for en ”konkurrence-sfære”, hvor USA i konkurrence med kommunist-Kina og Sovjetunionen havde en stærk interesse i at eliterne arbejdede for generel samfundsfremgang. De røde Khmerer i Cambodja var her en forfærdelig undtagelse.

I Latinamerika og mange steder i Afrika havde USA derimod stor kontrol – Latinamerika og Afrika var derfor, hvad jeg har kaldt en ”kontrol-sfære” for USA, under den Kolde Krig. I Centralamerika og mange steder i Afrika følte USA ikke samme ”behov” som i Asien for at fremme social fremgang.

USA havde i Latinamerika og Afrika muligvis mest af alt ønske om endnu mere kontrol, herunder undertrykkelse af oprørere. Og USA installerede og støttede i de fast ”kontrollerede” lande ikke mange dygtige eliter, men derimod en hel del røveriske og uduelige massemordere, som simpelthen ødelagde samfundene.

Mange af den Kolde Krigs dårlige eliter i Latinamerika og Afrika er efter den Kolde Krig heldigvis rigtig mange steder afløst af meget mere dygtige eliter og social fremgang.

Den Kolde Krig er for længst slut. Den ”asiatiske model” fortsætter i forskellige varianter stadig med at være fantastisk succésrig, nu i flertallet af asiatiske lande. Den kolde krig ophørte helt tilbage i 1989, og det er immervæk over 25 år siden. Flere lande i Asien, feks. Vietnam, Cambodja og Bangladesh er siden med den asiatiske model nu rigtig godt med på vognen. Bemærkelsesværdigt har Chile og Panama, efter deres erfaringer med morderiske eliter, siden udviklet sig på interessante måder, som vi bør studere nærmere.

Figuren nedenfor viser BNP-vækst i national valuta per indbygger i perioden efter den kolde krig – Asien har alle top-5 pladserne, og Asien har endda 8 ud af top-10.

      

Etiopiens udgave af den asiatiske model

I Afrika er Etiopien efter krig og ødelæggelse nu det sidste par årtier hastigt på vej med en afrikansk udgave af den asiatiske model. Det samme er Uganda, Tanzania og Mozambique og Ghana. Når flere af Afrikas succéslande som Elfenbenskysten endnu ikke med på figuren ovenfor, så er det fordi deres vækst-eventyr er startet lidt senere efter 1990.

Et land som Kenya ligger tilsyneladende lavere, men det er stadig godt klaret af Kenya, at holde positiv fremgang per indbygger, når man betænker hvor hurtigt Kenyas befolkning vokser. Samlet er Kenyas økonomi sammen med befolkningstilvæksten øget formidabelt.

Sydafrika har været gennem en vanskelig periode med omstilling, men Sydafrika har lidt svært ved at komme ”op i gear” igen, og Sydafrikas udfordringer er noget, vi må tænke mere over.

Danmark ligger interessant nok langt nede uden sådanne forklarende årsager.

Den ”asiatiske vækstmodel” holder stadigvæk.


Karsten Riise
Partner & Editor


CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT

Hvordan bidrager Danmark til Afrikas jobs

udgivet på
Globalnyt.dk
https://globalnyt.dk/content/hvordan-bidrager-danmark-til-afrikas-20-millioner-nye-jobs-hvert-aar

29 august 2017

Hvordan bidrager Danmark til Afrikas 20 millioner nye jobs – hvert år

Af: Karsten Riise

Afrika - fra problem til en spændende løsning.


I to foregående indlæg har jeg i Globalnyt beskrevet behovet for investeringer i Afrikas hurtigt voksende byer, og udfordringen med at skaffe mindst 20 millioner jobs – heraf 14 millioner nye jobs i byerne - hvert eneste år de næste 20 år. Spørgsmålet er, hvordan det lykkes – og hvordan Danmark på en helt ny og stærk måde kan bidrage til noget stort.

Kommentar: Risiko for at fylde Afrika med ny gæld (13.08.2017)

Kommentar: Afrikas byer behøver enorme private investeringer (17.08.2017)

Afrika behøver en meget hurtig udvikling. Europa har en stor interesse heri. Begge dele har jeg beskrevet tidligere. Men hvordan?

Jeg har over længere tid ledt efter nogle af de største langvarige succés-historier for økonomisk udvikling, og jeg har undersøgt deres erfaringer.

Asien er efterhånden næsten overalt succeser. Et vigtigt eksempel er Sydkorea, der startede som et landbrugsland med godsejere, for Koreas industri fra før Koreakrigen lå i Nordkorea.

Korea var ødelagt af japansk besættelse i 1945, og 5 millioner civile blev dræbt i Koreakrigen. Sydkorea var i 1960 lige så fattigt og ødelagt, som nogle af de fattigste dele af Afrika i dag og det var et militærdiktatur.

Kun få af Asiens succeslande har været bare nogenlunde demokratier. Hong Kong var en koloni, Taiwan og stadigvæk Kina ét-parti stater, Malaysia og Singapore nærmede sig én-mandsstyre. Malaysia var ligesom Korea ødelagt af 2. verdenskrig, og senere af borgerkrig og briternes brutale anti-oprørs-krig, som imidlertid måske netop i Malaysias tilfælde endte med en ret høj stabilitet.

Der var og er stadigvæk bunker af korruption i stort set alle Asiens lande, og ikke mindre korruption i det demokratiske Indien. Interessant nok er der stort kun meget lidt korruption i Singapore, som ikke er særlig demokratisk.

Korruption er altså ingen hindring for vækst – og demokrati er ikke en forudsætning.

Næsten hele Asien er efterhånden kæmpe udviklings-succeser med meget få u-landsfrivillige bortset fra Sydasien. Det drejer sig om hastig økonomisk vækst.

Universiteternes ”udviklingsstudier” har i årtier kritiseret og set ned på økonomisk vækst. Men der er altså ikke behov for frivillige til at grave brønde og bygge skoler i landsbyer, når samfundet bliver rigt nok til bare at ringe til et lokalt firma, der gør det professionelt.

Hvad kan Afrika lære af Asiens succésrige vækstlande?

Stabilitet - næsten fremfor alt. Også i Asien har der været folkemord, store krige og højt niveau af ustabilitet. Først når stabilitet indtraf, kunne samfundene komme op igen – selv Cambodia er nu efter folkemordet ligesom Rwanda i Afrika på vej frem.

Hurtigt 100 procent læsefærdighed for alle – her halter Afrika stadig enormt. Alle asiatiske lande er besat af uddannelse. Gerne universitetsuddannelse i udlandet, betalt af stærke familiebånd, ud af høj privat sparsommelighed. Kæmpe investeringer - op til 35-40 procent af bruttonationalproduktet blev taget fra forbrug og brugt til investering. Det medførte flere årtier med så kraftig industri-beskæftigelse, at det kunne opsuge landbefolkningen, der vandrede til byerne, og lange tider med lave lønninger – og med langvarigt konkurrencedygtig og enormt hastigt stigende eksport. Mange familier gav afkald på fremgang, for at børnene kunne komme videre.

Ofte stor ulighed, men i mange steder en ulighed, der ikke i sin helhed gjorde store grupper fattigere, men som tværtimod gav langvarig fremgang til større og flere grupper. I Sydkorea, for eksempel, steg uligheden ifølge faglitteratur generelt ikke.

Nogle samfund satsede på store, tunge virksomheder (Sydkorea), andre på noget mindre virksomheder (Taiwan).

Eksporten betalte for kæmpe import af den nyeste (vestlige) teknologi, men forbrugsgoder til eget behov producerer Asien selv. Asien er ikke bange for at lære, og at kopiere betyder blot at ”indhente hurtigere”. Trods start med billig-produkter, havde disse samfund imidlertid allerede fra start hurtigt fokus på en stigende andel af egne originale produkter baseret på lokale idéer, voksende mængder, services (IT, bl.a.), konstant stigende kvalitet og værdi.

Knallerter, små biler, transistor-radioer og små kopierings-maskiner kom til Vesten fra Asien, netop fordi asiaterne manglede penge og plads – samfundene udviklede selv løsninger på deres behov, og det gav dem unikke eksport-produkter.

Efterhånden som arbejdskraft-reserven på landet svandt ind, så steg lønningerne i Asiens byer hurtigt, og succes-samfundene øgede videns-indholdet af deres produkter, og udviklede globale services, så de kunne betale de højere lønninger.

Da Singapore for eksempel havde fået succes gennem billigproduktion, hævede regeringen bevidst minimumslønningerne for at ”få plads” til mere værdiskabende virksomheder. Klare regler, love og ”institutioner”, og lav korruption, som prædikes overfor Afrika af politikere, NGO’er og professorer og regeringer i Vesten, eksisterer ikke i Kina. Men dét har i 30 år ikke stoppet Kinas vækstmirakel.

Virksomme politikker til et moderne Afrika

Det gør virkelig indtryk, når jeg læser hvor dygtigt og fremadtænkende de ansvarlige for Kinas Særlige Økonomiske Zoner arbejder aktivt med til at udvikle erhvervs- og byudviklingen i zone-områder som Shenzhen i tæt samspil med virksomhederne.

Somme tider går kinesiske zone-myndighederne endda ind og fremmer sammenlægning af små virksomheder indenfor en konkret industri (f.eks. sko) med for lav eksport-kvalitet, og de fremmer aktivt virksomhedernes design-niveau og mekanisering (feks. i tekstilindustrien).

Inspireret af Kina, søger jeg at inspirere regeringer i Afrika til at etablere Special Economic Zones (SEZ). Afrika behøver eksportadgang for kvalitetsprodukter og ydelser i stor skala til rige markeder, EU og USA.

Der er også brug for en række andre tiltag:

·         Små offentlige sektorer (i vestlig forstand) og lave skatter.

·         Bankhemmelighed og handelscentre som Singapore og Hong Kong, for at tiltrække penge og motivere investering.

·         Stor sammenblanding af private og statslige interesser (dét gør Vesten også, bare mere ”diskret”).

·         Erhvervsmuligheder - udenlandske virksomheder og investeringer i større skala – men som i Asien på betingelser, hvor samfundene selv har en stor ejer-andel eller grad af kontrol.

·         Asiatiske samfund har tilsyneladende i mindre grad end f.eks. Latinamerika haft eliter og fagforeninger, som har holdt resten af samfundet ude fra udviklingen, med en langsommere og smallere vækst som resultat.

Asiatiske eliter er ofte stærke og ikke altid særlig demokratiske, men de er generelt kompetente og arbejder aktivt for en hastig værdiskabende udvikling i hele samfundet.

Dygtige asiatiske eliter har ofte set succesrig vækst som nødvendig for at undgå udenlandsk dominans, og bevare stabilitet (inkl. magten). Afrika har mange eliter, som også arbejder dygtigt for hastig udvikling af deres samfund, men Afrika behøver endnu flere.

Asiatiske samfund er meget bevidste om deres kultur, og bruger højhuse som ’Taipei 101’ til at markere identitet.

Afrika må bevidst omsætte sin levende afrikanske landsby-kultur til markante afrikansk storby-identiteter, ikke kun i en afrikansk arkitektur-form, men ekstremt vigtigt også i en afrikansk storby-livsform.

Udvikling af konkurrencedygtig afrikansk industri, håndværk, marketing-services og medier er nødvendige for udvikling af en stærk moderne afrikansk identitet, kultur, design, madtradition, så Afrika kan eksportere mindst lige så meget kultur til Vesten som omvendt.

Hvad bør Danmark gøre?

En del af dét, jeg skriver, er ikke traditionel ”dansk tankegang”, dét ved jeg. Danmark må tænke nyt – mere praktisk, mere stort. Mere sammen med Europa.

Rigtig mange succés-lande som Etiopien, Uganda, Tanzania, Botswana, Elfenbenskysten, Ghana, selv Burkina Faso, og strategisk vigtigt Marokko, er på vej i en ”asiatisk” retning, og på en afrikansk måde. Sydafrika begynder at minde om den ”latinamerikanske” retning.

Stabilitet og sikkerhed er stadig et kæmpe problem i meget store områder i Afrika. Læsefærdigheden er alt, alt for lav, infrastruktur mangler, og langt mere uddannelse behøves.

Danmark har mange ressourcer, ikke kun til traditionel ulandsudvikling, men også vidensmæssigt, teknologisk, erhvervsmæssigt, finansielt, og endda militær med udlandserfaring. Danmark må mobilisere disse nye typer ressourcer til Afrika, og indsætte dem på helt nye måder, for at Afrika kan komme hurtigt nok videre.

Eksisterende ulandsbistand har fungeret – ros for det - men nu er der en helt anden, ny fase.

Så hvilke helt nye ting skal Danmark lære og gøre – for at Afrika får fart nok på videre?


Karsten Riise
Partner & Editor


CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT

Afrikas private investeringer

udgivet på
Globalnyt.dk
https://globalnyt.dk/content/kommentar-afrikas-byer-behoever-enorme-private-investeringer

17 august 2017

Afrikas byer behøver enorme private investeringer

Af: Karsten Riise

Tyskland har som leder af G20 landene og stort land i EU besluttet om at skubbe på for en ny type langsigtet, storstilet samarbejde med Afrika. For at involvere flere aktører med Afrika, med særlig fokus på private virksomheder, har Tyskland udgivet et åbent dokument med idéer: "Afrika og Europa – Et nyt partnerskab for udvikling, fred og en bedre fremtid". Tysklands initiativ er godt, men Afrika skal ikke gøres til et landbrugsmuseum - hovedfokus skal ændres til investering i byerne.


Afrika er på vej til at blive et kontinent med 2 milliarder mennesker. Byerne vokser kraftigt, og både nye og eksisterende byer behøver enorme ressourcer til planlægning og udvikling.

Tyskland har udgivet et debat-dokument, som påpeger, at 20 million nye afrikanske jobs skal skaffes hvert år, for at undgå enorme problemer i Afrika.

Men det tyske papir omtaler kun landbrugs-job, og omgår interessant nok det faktum, at størstedelen af alle nye afrikanske (måske endda næsten alle), skal etableres i byerne – dvs. at Afrika behøver konkurrencedygtig fremstillingsvirksomhed og services. Vi skal undgå ustyrlige, fattigdomsramte afrikanske mega-byer, sådan som vi har set det andre steder på kloden. Dét kræver bred og vedholdende indsats med et nyt fokus.

Det faktum, at Afrika skal fokusere på by jobs kræver et fundamental brud med hvordan afrikansk udvikling og bistand plejede at blive gennemført. I stedet for spredte landbrugs-projekter, med brønde og små skoler i landsbyer, så skal det fremtidige tyngdepunktfor afrikansk udvikling placeres på at accellerere konkurrencedygtige fremstillings-virksomheder, og i stedet for hovedvægt på råvarer og uforarbejdede landbrugsprodukter, så skal Afrika udvikle en kæmpe eksport af udviklede produkter, der kan betale for high-tech import, viden og services. Turisme i alle former skal også udvikles stort. 

Urbanisering i Afrika

Afrikas totale befolkning er af FN beregnet til at forøges fra 1.166 millioner i 2015 til 1.812 millioner i 2035 – en samlet stigning på 645 millioner mennesker på 20 år - se figur 1. Når man ser på tal fra FNs World Urbanization Project står det klart, at 65% (to-tredjedele) af Afrikas befolknings-stigning vil ske i byerne.

Det skyldes den naturlige vandring af mennesker fra land til by. Mens Afrikas totale befolkning “kun” går op med noget over en halv gang (55%), så går fordobles næsten den samlede by-befolkning i Afrika (forøgelse med 89%).

I et bånd tværs over Afrika, som omfatter Vestafrika, Midtafrika og Østafrika, øges by-befolkningerne allerede frem til 2035 med hele 100%-126% (fig.1).

Dette er imidlertid kun gennemsnittet: By-befolkningen i feks. Niger vil blive mere end tre-doblet. Niger illustrerer problematikken, både for Afrika og for Danmark og Europa: Niger er meget fattigt og svært regerligt land, og Niger belastes kraftigt fordi det er centrum for store strømme af mennesker, der vandrer fra Afrika til EU, Tyrkiet og Mellemøsten.

Afrikas aktive befolkning fordobles i byer

Afrikas by-udvikling er endnu mere udfordret end figur 1 viser. Ikke kun vokser Afrikas totale befolkning – procentdelen af Afrikas erhvervs-aktive aldersgrupper (15-64 år) vokser også. Disse aldersgrupper er ikke kun de mest erhvervsaktive – de er også mest mobile (der kan vandre til Europa eller overrende nabo-lande), og de bedst egnede til krig, røveri eller terror, hvis de ikke har noget andet at leve af. Den kombinerede effekt af en samlet befolkningsvækst plus en kraftig forøgelse i den aktive og mest mobile andel af befolkningen, samt vandringen til byerne, medfører et enormt samlet pres på Afrikas byer.

Ifølge et arbejdspapir fra den Internationale Valutafond IMF (Working Paper WP14/143, August 2014, figur 1), forventes Afrikas aktive aldersgrupper at forøges fra ca. 55% omkring 59% over de næste 20 år. Disse procent-tal er omtrentlige, og varierer kraftigt for de enkelte lande, men de angiver en retning. For at illustrere den kraftige effekt fra kombinationen af befolknings-vækst, urbanisering og vækst i den aktive andel af befolkningen, viser jeg en simplificeret model-beregning i figur2:

Selvom Afrikas samlede befolkning som nævnt “kun” stiger med 55%  (hvilket for nogle måske ikke virker alt for alarmerende…), så mere end fordobles befolkningen i de aktive aldersklasser i Afrikas byer med en forøgelse på 103% i model-beregningen fig. 2. Og geografisk vil hoved-effekt af dette vil ske i ”mellembåndet” omtrentligt fra Senegal til Eritrea/Somalia og ned til Centralafrika.

Den samlede forøgelse af Afrikas aktive befolkning har jeg beregnet til omkring 427 million over 20 år (fig.2). Fordelt over 20 år, svarer de 427 millioner til i snit 21,4 millioner flere aktive afrikanere per år, som alle behøver enten et job eller en uddannelsesplads. Mine beregninger svarer derved til Tysklands angivelse af ”20 millioner nye afrikanske job per år”.

Men mine tal viser dét, som Tyskland (påfaldende) går udenom, nemlig at ud af den samlede stigning på 427 millioner afrikanere i den erhvervsaktive alder, så vil det store flertal på 268 million (63%, to-tredjedele) behøve beskæftigelse behøve beskæftigelse i byer. Eller sagt mere tydeligt: Ud af den nødvendige skabelse af mindst 20 millioner nye afrikanske jobs (eller uddannelsespladser) per år, så skal ligeledes mindst to-tredjedele, altså 14 millioner årlige nye jobs (eller uddannelsespladser) hvert år skabes i Afrikas byer.

Vi lever i det 21 århundrede, det er ikke nok, som for 100 år siden, bare at give mænd en skovl, for at de har et arbejde. Afrika skal være konkurrencedygtig, ellers overlever deres by-job ikke. Det kræver penge, store investeringer, at etablere moderne by-arbejdspladser.

I Danmark koster det som tommelfinger-regel over 1 million kroner i investering at etablere bare én arbejdsplads. I Afrika naturligvis knap så meget, men stadigvæk rigtig mage penge, og for den mest moderne del af Afrikas nye voksende moderne industri, vil tallet 1 millioner kroner i investering for én arbejdsplads snart være fuldt-ud realistisk.

Gang de 14 millioner nye jobs per år med investeringen per by-job, og man kommer straks til et meget, meget højt milliard-beløb i kroner/dollars/whatever, som Afrika behøver i investerings-tilføring fra nye investorer hvert eneste år. Og vi skal huske de mange milliarder, som Afrika behøver på uddannelser hele vejen op til Ph.D-niveau, som alle skal være på globalt niveau.

Sikkerhedsrisiko for Danmark – hvis der gøres for lidt i Afrika

En stigning i Afrikas aktive by-befolkning til knap én milliard betyder en kæmpe samling af mennesker, som kan organisere sig om at vandre og slås, hvis de ikke ser andre muligheder. Sikkerhedskonferencen i München 2017 dokumenterede, at flygtninge rejser 3.000-5.000 km for at nå Europa. Dét modsvarer afstanden fra mange af Afrikas hurtigst voksende og op til Italien og Spanien.

Med bedre byer, kommer der på den anden side også større forventninger, som kan give revolution og krig, hvis de ikke indfries. Det ”arabiske forår” i Tunis og Egypten, sammenbruddet i Libyen og krigen i Syrien startede ikke i fejlslagne økonomier, som mange tror. Tværtimod. Revolution sker tit i lande, netop som de gennemgår hurtig social forandring med stigning i generel uddannelse og økonomi.

Det er en lang vej, vi må gå med Afrika – men vi skal gå den.

Afrikas vej – store private investeringer

Kun privat erhvervsliv kan skabe den enorme job-udvikling og de valuta-indtægter, som Afrikas kommende mega-byer behøver. Kina, Indien, Korea og land som Vietnam, Bangladesh og Myanmar viser vej.

Det skal også lykkes i Afrika. Dét er baggrunden for, at jeg henover sommeren 2017, kontaktede PensionDanmark, PKA, én af Mærsk’s tidligere finanschefer, Sampension, Industriens Pension, PFA, ingeniørernes pension DIP, jurist og økonomernes pensionskasse JØP, Nordea, Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank, Alm.Brand, SEBinvest og Skandia (svenske), Nykredit, ATP samt nogle fremstående danske forretningsfolk med konkrete idéer for private investering i hastigt voksende lande, med Afrika står øverst på listen.

Men vi er også nødt til at have et politisk koncept for det.

På den ene side, er der behov for at investorer i vesten kan føle en rimelig politisk sikkerhed for deres værdier. På den anden side skal vi også politisk undgå katastrofer: Gældsfælde. Uoprettelige miljøskader. Udenlandsk re-kolonisering. Folkedrab.

Derfor har jeg samtidig kontaktet en række regeringer i Afrika og andre steder, herunder Danmark. Jeg har udarbejdet et politisk-økonomisk investerings-koncept for (mest fattige) lande med høj vækst, som inddrager investorerne selv, destinationslandene og de rige landes regeringer. Dét er baggrunden for, at Mærsk Capital oprettes her i august 2017, og nu vil investere milliarder i Afrika.


Karsten Riise
Partner & Editor


CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT

Risiko for Afrikas gæld

udgivet på
Globalnyt.dk
https://globalnyt.dk/content/kommentar-risiko-fylde-afrika-med-ny-gaeld



13 august 2017

Risiko for at fylde Afrika med ny gæld

Af: Karsten Riise

Afrika har et kæmpe behov for private investeringer. Mærsk og Danmarks største pensionskasser vil nu investere milliarder i Afrika. Men det er afgørende både for Danmark og Afrika, at dette sker indenfor stærke, politisk strukturerede rammer. Uden stærke politisk-økonomiske strukturer risikerer vi nye store fiaskoer i Afrika -  som også vil ramme Danmark.


Det blev den 10 august 2017 bekendtgjort, at Mærsk sammen med flere pensionskasser, herunder PensionDanmark og PKA, starter et nyt milliard-fond Mærsk Capital, som skal have fokus på investering i infrastruktur i Afrika, hvor der nu (i modsætning til Danmark og den vestlige verden) er flere årtier med meget høj vækst.

Læs også Ny Mærsk-fond vil investere milliarder i Afrika

Idéen om en stor fond, som kan investere i højvækstlande, som ofte er fattige, men på vej op – er et koncept, som jeg har taget initiativ til, netop overfor PensionDanmark, PKA, én af Mærsk’s tidligere finanschefer. Samt i øvrigt stort set alle danske pensionskasser henover sommeren her i år. Men det skal ske med en bred social bevidsthed.

For at mit initiativ kan blive en succes, og ikke en kæmpe fiasko, så skal det virkelig gennemføres på rette vis. Der er nemlig en række meget vigtige problemstillinger, man er nødt til at beagte, for at få ”danske” investeringer i Afrika til at virke optimalt til de modtagende afrikanske vækst-landes fordel - og dermed også til langsigtet fordel for Danmark selv, og for Europa.

Store problemer – skal løses politisk

Problemerne, der kan opstå med Mærsk Capital i Afrika vedrører i første omgang:

1.      Gældsbyrdens udvikling i dollars eller euro for de afrikanske vækstlande – dvs. risikoen for IGEN at proppe fattige lande med ny gæld, som i årtier har holdt mange Afrikanske lande nede

2.      Leverandør og købspris af de påtænkte ”infrastruktur” investeringer – dvs. risikoen for at fattige vækstlande i Afrika påduttes leveringer fra udbydere i tilfælde af at disse (danske) udbydere er alt, alt for dyre på verdensmarkedet (dvs. i forhold til især Kina). Afrika skal kun betale den lavest mulige pris, for dét, de behøver.

3.      Hele det politiske set-up og samarbejde omkring Afrika-investeringerne risikerer at blive alt for svagt funderet omkring pensionskasserne og Mærsk Capital. Også selv hvis det nye kapitalfond kundgør, at man skam vil ”samarbejde” om dette, så er det ikke givet, at et sådant annonceret ”samarbejde” vil du til noget i praksis.

Med denne type investeringsfond (som der er behov for) skal der etableres en effektiv politisk samarbejds-struktur. Denne politiske samarbejds-strukur skal omfatte (A) virksomhederne (her, danske), (B) destinationslandenes regeringer (her, i Afrika) samt (C) regeringerne i investerings-virksomhedernes egne oprindelseslande (her, Danmarks regering og EU kommissionen). For at sikre, at et sådant privat-offentligt, politisk-økonomisk samarbejde fungerer ordentligt, er det også vigtigt med deltagelse af nogen udefra.

Politisk involvering er afgørende af flere årsager. De fleste afrikanske lande har kun begrænsede mængder af økonomiske, juridiske og andre kompetencer på højt internationalt niveau, til at ”matche” det niveau, som én af verdens største koncerner kan stille op med.

Politisk samarbejde er på den anden side også nødvendigt, fordi afrikanske lande kan udgøre meget mere ”fluktuerende” (usikkert) virksomheds-miljø, hvor der også er behov for involvering af en politisk struktur for Danmarks og danske pensions-opspareres egen skyld.

Politik kan ikke undgås i udviklings-business – så gør det ordentligt

Politik kan slet ikke undgås i business med udviklingslande. Uanset hvad man siger, og hvilken højre-venstre politisk orientering man har, så vil stærk politisk indblanding foregå. Enten åbent eller bag ”kulisserne”. I særdeleshed ved strategiske infrastruktur-investeringer som for eksempel havne, hvor EU (og NATO) naturligvis hellere ser, at et dansk firma driver havne-infrastruktur i Afrika (hvor mineral-ressourcer afskibes), fremfor at kinesiske firmaer gør det. Lad os derfor erkende og handle på behovet for en politisk-økonomisk samarbejdsstruktur på regeringsplan, som ikke blot tjener Europa og NATO’s interesser – men også afrikanernes.

Som nævnt er jeg ikke på forhånd imod pensionskasserne og Mærsks initiativ i Afrika – tværtimod, jeg har initieret denne idé. Men der er altså en lang række vigtige sociale, økonomiske og politiske problemstillinger og forbehold, som skal løses.

Der er for eksempel en kæmpe forskel på hvilke typer af ”infrastruktur”, som Mærsk Capital ender med at investere i. Én ting er, hvad Mærsk og pensionskasserne bekendtgør at de vil i dag, noget andet er, hvad de rent faktisk kommer til at investere i, i morgen.

Hvis deres investeringer ender med mest at blive i havne-anlæg, som Mærsk naturligvis har tænkt sig selv at drive og tjene penge på i Afrika, så er problemet med afrikanske lån i US dollars (eller i euro), måske ikke så stort, fordi internationale havne i Afrika kan tjene deres penge i dollars – og derfor også kan tilbagebetale lån i dollars.

Men der er rigtig mange andre interessante og vigtige forretningsområder end havne i Afrika. Disse andre investerings-typer i Afrika kan på sigt give afrikanerne kæmpe fordele – men også ufattelige problemer, hvis de ikke allerede nu håndteres politisk kompetent og bredt-fagligt optimalt.

Grønne investeringer lyder godt – men ikke hvis det medfører en gældsfælde for Afrika

Hvis Mærsk Capital f.eks. investerer omfattende i vandforsyning eller vindmøller til millioner af fattige afrikanere, hvor det enkelte lånebeløb til anlægget måske er begrænset, men hvor lånesummen i dollars for tusindvis af anlæg med tiden kan summere sig til et kæmpe milliardbeløb i dollars, så kan det blive enormt vanskeligt, eller næsten umuligt, for disse fattige lande og deres beboere, der får vand og strøm, at betale gæld og renter på et alt for stort dollar-milliardbeløb. Særlig ikke, hvis deres afrikanske valuta synker.

Mærsk Capital kunne fremføre, at deres fond Afrika er ”alt for lille” til at kunne ”proppe” Afrika med gæld, selvom fondet fra start har penge nok til at væsentligt at påvirke gælden for 1-2 af de fattigste afrikanske lande eller fattige provinser. Men fondets officielle start-kapital er fuldstændig ligegyldig. Det er almindeligt, at der allerede fra start ligger tilsagn om flere kapitalforhøjelser, når først et fond er i gang – penge, som fondets ledelse kan ”kalde” efter behov. Og investorerne bag et nyt fond enes mange gange hurtigt om yderligere og langt større kapitalforhøjelser, når det ”kører”.

Europa og Danmark skal ikke risikere at afrikanske lande går fallit og skaber en ny million-strøm af fattige flygtninge.

Det er virkelig kritisk for Danmark og Europa, at Afrika i disse år bliver en succés. Afrikas økonomi vokser hurtigt – men det gør befolkningerne også. Afrika og Europa står ved en krydsvej: Afrika kan blive en langsigtet succés for alle, og det er nødvendigt, at der investeres stort i Afrika på en politisk balanceret måde til profitabel fordel både for Afrika og investorerne.

Det kræver en helt ny, hidtil uset type af stærk politisk struktur omkring den nye Afrika-business. Læs bogen ”Confessions of An Economic Hitman”, skrevet af en skyldbetynget person, hvis ”opgave” netop var bevidst at proppe Afrika (og andre svage lande) med alt for meget gæld til vestlige finansierings-firmaer – for at Vesten senere med en gælds-klemme kunne tvinge de svage lande til at sælge deres ressourcer og infrastruktur for en slik.

I årtier var Afrikas vækst hindret af overforgældelse, og Afrikas levestandard faldt i en lang periode efter at afrikanske lande officielt blev ”frie” efter koloniherrerne. Dén historie må ikke gentage sig igen. Snart har Afrika over 1 milliard indbyggere.

En ny gældskrise i Afrika vil ikke kun betyde statskriser i skrøbelige afrikanske lande, men også hidtil usete millionstrømme af økonomiske flygtninge. De strømme af afrikanere, der i dag krydser Middelhavet (hvoraf mange dør), er ingenting, imod de strømme af afrikanske flygtninge, vi risikerer, hvis vi nu fejler i Afrika.

Én ting vil være flotte moralske forsikringer, der vil komme for at fremme image for et nyt stort fond. Noget andet er, hvad der rent faktisk kommer til at ske. Derfor skal vi have en stærk og langsigtet ansvarlig dansk-afrikansk-EU politisk struktur omkring de Afrika-investeringer, som bliver foretaget af stærke investorer som Mærsk Capital, Pension Danmark, PKA og Lægernes Pensionskasse.

En politisk struktur er ikke kun vigtig for Danmark og Afrika. Det er også afgørende for Mærsk og pensions-opsparerne: For uden en stærk politisk struktur med alle berørte regeringer kan danske investorer tabe milliarder i Afrika – og få millioner af flygtninge i stedet.

Karsten Riise
Partner & Editor


CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT